Da sydstatsforfatteren Flannery O’Connor døde som 39-årig af en arvelig og uhelbredelig bindevævssygdom i 1964, var hun allerede det, man i parnassets inderkredse kalder for en forfatters forfatter.

På et smalt forfatterskab, to romaner og to novellesamlinger, nåede denne verdenskloge gammeljomfru at indskrive sig med en aldeles original og dog global litterær stemme fra Georgia, USA.

Forfatterskab om Gud og Satan
Et forarmet og ydmyget Syden med hvid overmagt stedt i religiøs og politisk selvsving og et meget lille selvværd i forhold til nordstaterne. Borgerrettigheder og anden frihed var stadigvæk fremtidsmusik for den farvede befolkning.

Du kan bebrejde O’Connor, at hun arrogant kerede sig meget lidt om borgerrettighedernes præst, Martin Luther King, ja som aktiv katolik overhovedet om nogen Luther i det hele taget i historien.

Men hendes forfatterskab handler altså om Gud og Satan. På den jord, hvor menneskebørn tror, de ved så meget.

Såmænd det hele, så dog alligevel så lidt, ja mestendels såre blodigt, slet og grotesk som en erkendelsens brutale bundlinje.

Forstået på den måde, at den katolske filosof, franske jesuit og anerkendte palæontolog, Teilhard de Chardin og hans teser om, at kristendommen ikke skal blande sig i Darwins lære og andet positivistisk, men fastholde irrationaliteten som religionens domæne, var O’Connors inderligste inspiration til at være en både gammeldags og dog yderst moderne kristen, en troende skeptiker med tvivlens nådegave som amulet.

Sort humor, kølig ironi og burlesk ironi
’Voldsmænd river det til sig’ fra 1960 er hendes dirrende og fascinerende hovedværk.

Det er den dystre beretning om den enfoldige Francis, samme navn som ham helgenen fra Assisi, der præget af sin drikfældige og just døde onkel skal være profet og døber for en anden slægtning – den retarderede dreng Bishop.

LÆS Obamas yndlingsforfatter var på fransk visit i København

Dette projekt og plot er romanens mørke vej, dog heldigvis asfalteret med sort humor, kølig ironi og burlesk noir.

En tekst om, at Gud har udvalgt uransageligt sin sælsomme slagmark i den manikæiske krig mod Satan og al hans værk.

Forunderlige og foruroligende steder i sind og geografi, mennesket ikke kan gennemskue, endsige kontrollere og beherske. Her rimer dåb på død.

Skal læses med et gran salt
I en verden revet ud i en infam ubodelighed skal mennesket holde sig til sin humanisme.

Lade alt det sjælelige varetages af andre, der indser nådens enigmatiske veje og frelsens uafgjortlighed. (Flannery ville have glædet sig kosteligt til at komme i Deadline med genetikeren Lone Frank).

Det lyder meget tungt og trist, men O’Connor skal altid læses med et gran salt fra den burleske skuffe, øst op på en grotesk ske med et absurd øjemål.

Hendes force er netop den sproglige, kalejdoskopiske optik, det drilske ironiske øjemed og labilt skødesløse sproglige intention i tekstens fragmenterede og alligevel stringente udsagn.

Sådan er beretningen om en stakkels dreng, som både hører Fanden selv og slutteligt ser noget, som mest af alt ligner slutningen på en anden vantro katoliks fortælling.

Nemlig alle de ansigtsløse sjæle i slutningen på Lars von Triers ’Antichrist’.

En arbitrær litterær komet

Flannery O’Connor bliver ofte sammenlignet med den store nobelpristager fra næsten samme egn, William Faulkner. Men det er skævt.

Flannery er lige så meget inspireret af Mark Twains agnostiske satire og sarkasme som af newyorkeren Nat Wests apokalyptiske jødedom og franskmanden Georges Bernanos smertelige skildringer af stille eksistenser.

Så når de fleste har glemt hendes samtidige, Eudora Welty, Carson McCullers og Truman Capote, vil Flannery O’Connor blive husket som en arbitrær litterær komet, der blev til en standhaftig fiksstjerne på verdenslitteraturens grænseløse firmament.