Bogkonservatoren Hanna Heath, australier ligesom sin forfatter, Geraldine Brooks, får et drømmehverv, da hun kaldes til Sarajevo med det formål at analysere og konservere bønnebogen Sarajevo Haggadahen.
Den 600 år gamle jødiske bog er reddet fra bombardementerne i Sarajevo af en muslimsk museumsbibliotekar. Og derfra ruller så en fortælling delt op i nutid og fortid og delvis baseret på den virkelige historie om redningen af Sarajevo Haggadahen.
LÆS OGSÅ
Den jødiske bønnebog i sig selv er spændende historisk stof. Men fremstillingen af dens oprindelse og nutid er i hovedet på Geraldine Brooks blevet til en ret så kulørt historie.
Hvori fiktionens konservator, Hanna Heath, ikke blot skal fra Australien til Sarajevo for at undersøge en bog. Hun skal også forelske sig i manden, som i romanen har reddet bønnebogen. Og hun skal vikles ind i hans problematiske tilværelse – sideløbende med kapitler, hvor handlingen foregiver at foregå for århundreder siden.
Sproget knækker
Forfatteren og journalisten Geraldine Brooks er ikke hvem som helst, og internationalt er ’Bogens folk’ blevet en bestseller. I 2006 modtog forfatteren den prestigefyldte Pulitzer Price for romanen ’March’, så hendes renommé er på plads.
Brooks var i Sarajevo for at dække borgerkrigen for The Wall Street Journal, da hun første gang hørte om den jødiske bønnebog.
Hendes anvendelse af faglig research om både bogen og borgerkrigen gør stedvis ’Bogens folk’ spændende. Det er i personbeskrivelserne og ikke mindst kærlighedshistorien og fortidsbeskrivelserne, at sproget knækker som en alt for høj hæl på en dame, der er uvant med stiletter.
Sødladent
Således er der noget romantiserende sødladent over den muslimske museumsbibliotekars forhold med Hanna Heath. Som da han forfører hende første gang, og hun tænker: »Mit hår rullede sig ud og faldt ned over mine nøgne skuldre. Jeg fik en kuldegysning, og han lagde sin arme omkring mig«.
Og så er det altså lidt sært, at en for historien væsentlig muslimsk kvinde med hud så mørk som ibenholt i (i originalteksten) i den danske oversættelse har fået elfenbenshud.
Men selve historien om Sarajevo Haggadehehen er da interessant. Man får lyst til at læse den i en mere faktuel version.
fortsæt med at læse
