Som ung lignede Dorothy L. Sayers slet ikke Dorothy L. Sayers. Krimiforfatteren, den meget store voluminøse og monstrøse dame i ubestemmeligt tøj og gammeldags briller. Nej, som fotografiet viser på forsiden af Toni Liversages velskrevne, men også meget venlige biografi om hende, havde hun som 20-årig nærmest en fræk sanselig apparition, den kloge smukke brunette med et sexet Mona Lisa-smil, À la tidens hotte Hollywood-brunette, den magiske Maggie Gyllenhaal. Så hvad skete der på de tyve år, hvor Dorothy blev større og større, men mere og mere berømt som den verdensberømte besynger af hertugen af Denvers næstældste søn, Lord Peter Death Bredon Wimsey, som mænd elsker at hade, kvinder elsker at elske? Og hvordan kunne hun, en begavet, akademisk og belæst kvinde, der talte flydende fransk og latin fra hun var femten, skrive pseudolitterære detektivromaner, tintet af tidens engelske xenofobi, socialisthad med et stænk antisemitisme eller to? Bevares, tilsat lidt kvindefrigørelse, der dog munder ud i, at det at gifte sig med Wimsey er nærmest at gå seng med selve England. Hvorledes og hvorfor lancerer hun med succes denne lord, hvis intellekt er lig med triviel paratviden om vin og bøger, med monokel og slips afstemt efter farven på sokkerne? Og som egentlig først træder i karakter fra klicheen, da han møder forfatteren Harriet Vane, langt mere interessant end vor snobbede adelsmand. Skabte hun i virkeligheden Wimsey som en morsom parodi eller kynisk – som et projekt for at tjene lette penge? Eller var det bare hendes og ret så mange andre kvinders hede pigedrøm om den perfekte angelsaksiske aristokrat, gestaltet in persona på det store britiske lærred, fra datidens Leslie Howard til nutidens Colin Firth? Så da hun havde tjent penge nok på ham, ville hun hellere oversætte Dante og fortælle om Jesu liv end digte videre på en snobbet adelskalender med lidt kriminalitet i vinkælderen? Det kan Liversage naturligvis ikke svare på i sin sympatiske hagiografi, sin nette helgenlegende – over stakkels Dorothy, det melankolske enebarn, klassens kloge pige, og i virkeligheden meget uheldige og meget kristne kvinde, som ikke turde gå i seng med sit livs kærlighed, men med skæbnens ironi og pga. et punkteret kondom fik et barn i dølgsmål med en gift mand og siden blev gift med en notorisk dagdriver og lystløgner.
Og så er der hendes kolde forhold til hendes uægte søn, først afsløret mange år efter hendes død i 1957, samt hendes i bund og grund Barbara Cartland-morale om, at sex uden ægteskab er som salt uden æg. Alt det har biografien stort set med. Men jeg savner en mere analytisk-kritisk tilgang til denne ’strange lady’, som sammen med T.S. Eliot, G.K. Chesterton og Evelyn Waugh tilhørte mellemkrigstidens intellektuelle, interessante og højkirkelige højrefløj. Vel værd at lytte til, men som havde et mindre kritisk øje til både fransk royalisme og italiensk fascisme. Sayers så sikkert i tide, at denne flirt fløj ind på en autobahn med nazismens politiske trafiklys. Muligvis derfor flyttede hun sin kærlighed væk fra racehunden Wimsey til bulldoggen Churchill, skabte den trivelige detektiv og vinmand Montague Egg med statsmandens livsglæde og kropsvolumen, dog aldrig og nogensinde lige så populær som Lord Peter. Kollegaen Raymond Chandler antyder et sted, at det var hendes erkendelse af, at det var andenrangslitteratur, hun skrev, der definitivt standsede Wimsey-sagaen. Noget om snakken, selv om hun rent faktisk arbejdede videre med noveller og en roman i serien efter den sidste fuldendte i 1937, ’Peter Wimseys hvedebrødsdage’. Men i hvert fald ’Døden i Bellonaklubben’ bekræfter Chandlers barske dom. Uendeligt sniksnak i lange tomgangsgående konversationer om ingenting, vejr, vind og varm luft som kødben i denne causerende kande krimisuppe. Om hvem der døde først og mest naturligt i en sag om et testamente! Men selvfølgelig, mod kvinders kærlighed til denne vatpik og skuffejern med blåt blod og blondt hår kæmper selv guderne forgæves. De mandlige i hvert fald.
