Der er stadig godt med dyr i billedbøgerne. Hunde og kaniner og kebabber. Det er også, som om stemningen er blevet mildere på feltet efter nogle år med stærke historier om døden og andre tabuer. Så måske er disse tre billedværker udtryk for en tilbagevenden til hundekurven. Her er i hvert fald to af slagsen. Bob og Sniffer. Kebabben hører også til dyreriget. Og der er både katte og duer på forsiden af Kim Langers madglade historie om ’Drengen der ville smage en kebab’. Men først siger det vov. Goddag! Jeg hedder Bob, og jeg er gul. Mats Letén fortæller i meget få ord den soveglade historie om Bob og hans pæne ejer med slips og attachetaske. Handlingen er en række løse ender, som tegner Bartholin har broderet videre på. Det ene drejer sig om Bobs kærlighed til Linda, som ligner et får. Det er, som om manden med tasken slet ikke opdager, at Lindas mor smiler på en bestemt måde. For han er på vej til sin egen mor, der får en buket blomster. Hjemme i hundekurven drømmer Bob om at komme i cirkus med Linda og ride på elefanten. »Sov godt« er Mats Leténs sidste ord. Det er guf for Hanne Bartholin. Hun kender til hunde. Især dem med pletter og gerne gule. Tegneren vender den ærkeborgerlige handling et par gange, så alle slags øjne vil få øje på det. Og undres. Alene åbningsbilledet, hvor en årvågen gul hund sidder på perronen og venter på tog. Næste opslag viser gensynsglæden i hjemmet. Og så spadserer den underligt gennemsigtige mand af sted med sit gule dyr, der oplever mere, end han har gjort hele dagen på kontoret. Billederne er mættede stemninger. Der er plads til både smil og gråvejr.
Husker du kaninerne Piet og Langøre? Det er dem, der terroriserer en lille familie med deres lort og sære manerer. Christina Hesselholdt fortsætter historien fra forårets udgivelse, der sluttede så bramfrit med, at Sola og hendes mor besluttede at få en hundehvalp, der kunne matche kaninerne. Det er nu sket. Hun er plettet og hedder Sniffer. Ligesom bogen. Bliver det så bedre? Overhovedet ikke. Forfatteren graver dybt ned i begrebet dyrehold, når det er værst. Hun trækker på egne erfaringer. Det er en sært syret historie, der burde påkalde sig opmærksomhed fra både børne- og dyreværnet. Sola og hendes mor betjener fortsat en række egensindige væsner med pels, som skider alle vegne. Ligesom første bind slutter dette ret pludseligt. Sniffer vokser til. Så måske er det tid at få en kat ind i familien? Når historien ikke giver anledning til at ringe 112, er det på grund af Kirsten Raagaards ligefremme billede af forholdene. Det hele virker normalt. Mor sidder ved sin computer, Langøre skider på gulvtæppet, og Sniffer strinter en tår. Det er selvvalgt hjemlig hygge. Dem om det! I tegnerens fremstilling er her to pæne, velplejede mennesker, som går til opgaven med ukuelig energi. De har begge to et strøg af forundring i ansigtet. Som om de tænker: »Hvad sker der her!?«.
