Den melankolske, modige og mutte Jackson Brodie er til dags dato i litteraturen – med og uden krimi- foran – den mest uheldige, ulykkelige og uheldssvangre privatdetektiv i branchen. Den forhenværende jægersoldat og politimand har fået hele sin arbejderfamilie udslettet, moderen døde af kræft, søsteren voldtaget og myrdet af ukendt morder, storebror tog sit eget liv af sorg, faderen drak sig ihjel. Første kone forlod Jackson med deres datter, anden falske brud tømte hans bankkonto, og indimellem bedrog en promiskuøs kæreste ham og flyttede med hans søn ind hos en metroseksuel teatermand. Selv ender han i seng med kvinder, han ikke burde omgås, samtidig elsker han gengældt, men ganske platonisk den skotske politikvinde Louise Monroe, der til gengæld er knudret gift med en knastet træmand. Undervejs har Jackson fået sit hus sprængt i luften og blevet næsten dræbt i en togulykke. Og her i Kate Atkinsons fjerde fremragende roman om ham får han sågar en omgang tørre tæsk og ender bogstaveligt talt i en skraldevogn. Eneste ven er den hund, som optræder i den lange titel, ’Tog tidligt af sted, tog hunden med’. Eneste trøst er den eneste ene oppe i Edinburgh. Men hun er ikke til stede i denne traurige fortælling, som sådan set også sporadisk handler om det Storbritannien, Margaret Thatcher formåede at ødelægge. Dette er geografien i Jacksons søgen efter en kvindes fortid, hvor han også kommer på sporet af sin egen oppe i Yorkshire, forfatterens egen hjemegn. Og i flashbacks også tilbage til Leeds i 1970’erne med bornert småborgerskab, spegede strømere og en sporløs seriemorder i horisonten. Som altid hos Atkinson er grundstemningen her i denne elegiske sag – om forsvundne børn, mænd, der hader kvinder, og fortidens men – tilfældets tragiske terningekast, skæbnen som en nådeløs skælm og hjertet som en ensom vandrer. Men det hele er heldigvis brolagt med forfatterens postmoderne ironi, asfalteret med sproglig sarkasme, beplantet med litterær og intertekstuel elegance og humor. Sammen med bl.a. skotterne Ian Rankin og Louise Welsh tilhører Atkinson således den aktuelle keltiske krimikultur, der har podet arven fra den senromantiske Raymond Chandler med nordatlantisk tristesse og skandinavisk samfundskritik. Kanske Kate gentager sig lidt redundant her med endnu en labyrintisk, flerstemmig og uforudsigelig historie. Om at det er synd for menneskene i almindelighed, de (overvægtige og ældre) kvinder i særdeleshed. Men hun gør det sublimt i egen smittende og sofistikerede stil, som river læseren med til allersidste side. Med spinkelt håb for romantik og romance i næste bind om Jackson med hund i rygsæk og egne bedrøvelige hundeøjne.