Tårerne drypper ned på tastaturet, men der skal jo skrives om norske Karin Lange Lindboes 'Stella for evigt'. Den handler om at dø med maner. Fortælleren hedder Benny. Hun er kvart inder, 15 år og livslang slyngveninde med lyshårede Stella. Bennys mor er i Indien for at finde sig selv nu på ottende år. Pigen bor hos sin bedstefar, der er stovt på sin egen måde. Da Stella får dommen - lymfekræft - går Benny i sort. Nu har de to blot nogle korte måneder til at forlige sig med hinanden og skæbnen. Smukt fortæller Karin Lange Lindboe om ømhed og raseri. I solidaritet klipper Benny sin flotte, sorte, indiske fletning af. Intens til bristepunktet Ind i sygehistorien er vævet det tætte forhold imellem bedstefar og barnebarn. De kender hinanden på den ligeværdige måde. Og de er begge to bange for fremtiden. Der er meget tavshed i bogen. Stilhed og eftertanke. Men når personerne handler, er det kontant, uden klynk og tilløb. 'Stella for evigt' er en skyhøj tåreperser, men den er samtidig livsklog og ret sjov. Ind i en utryg og sørgelig hverdag ankommer nemlig livstykket Duncan - en art terrier - som logrer på engelsk hjemme hos Benny. Og Stella dør med værdighed. Historien er intens til bristepunktet. Indtil forfatteren til slut sparker den videre ud i det uvisse med denne uppercut af en finale. Det er juleaften, og Bennys mor lander i lufthavnen ....
Livsklog tåreperser
Lyt til artiklen
