John Dos Passos var samtidig med både Faulkner, Hemingway og Steinbeck, men i modsætning til disse fik han aldrig en Nobelpris. Lidt uretfærdigt.
I og med at han både ankom til første verdenskrig og Paris før alle andre og allerede i 1921 med sin desperate og desillusionerede krigsroman ’Three Soldiers’ indskrev sig i det, som siden skulle blive til ’Lost Generation’. LÆS OGSÅHemingway-billedbog er delikat og noget slattent sjusk Han var engang god ven med Hemingway, siden bitter fjende over den spanske verdenskrig, hvor han ligesom George Orwell var rystet over kommunisternes realpolitiske kynisme. Den Harvard-uddannede Dos Passos vandrede snart politisk fra det yderste venstre mod det strikte højre. Han døde lidt glemt som 74-årig i 1970, svoren fan af både Barry Goldwater og Richard Nixon. Men i 1925 med romanen ’Manhattan Transfer’ er verden endnu ung, og forfatteren ganske rød. Romanen anses i sit hjemland som en klassiker. Kanske den mest sande og syrlige af alle de mange romaner om storbyen New York, som mellemkrigstidens realistiske forfattere så som afløser for 1800-tallets Paris – metropolen, du må og skal erobre eller forlade. En vrimmel af stemmer Det er sådan set latent tematikken i ’Manhattan Transfer’, der spænder over små 30 år, hvor ’transfer’ er de mange færger, som forbandt øen med fastlandet, før de berømte broer blev bygget. Skibe, der heldigvis også fører ud af det moderne Manhattan og tilbage til det oprindelige Amerika med rustik idyl, enfoldig virkelyst og etnisk fællesskab. Thi selv om Dos Passos både var kommunist og elev af James Joyce, da han skrev denne episodiske, panoramiske og polyfoniske storbyroman, artikulerer den i bund og grund den ærkeamerikanske tro på, at man(d) skulle aldrig andet end at bo på landet.
