'Slip mig aldrig' er den velvalgte - og uundgåelige - danske oversættelse af 'Never Let Me Go'. Det er både titlen på den 50-årige, japanskfødte britiske forfatter Kazuo Ishiguros seneste roman og på den cd-afspillede popsang, dens fortæller og hovedperson Kathy H. som barn danser til med en dukke i favnen. Hun er alene i sovesalen, og hendes dans overværes af den gådefulde Madame, som en gang imellem besøger den for læseren lige så gådefulde institution Hailsham et ukendt sted i England. Afskyvækkende børn Her bor en gruppe børn uden antydning af forældre eller baggrund, og læseren er først i tvivl om, hvorvidt de 'bare' er forældreløse eller også handikappede eller kriminelle. De vækker nemlig en instinktiv afsky hos andre mennesker, som disse kæmper hårdt for at skjule. Trekløveret Kathy H., Tommy og Ruth lever med de andre 'elever' i en lukket, beskyttet kostskoleagtig verden. De er omgivet af velmenende lærere og især lærerinder, kaldet 'værger', og undervises i litteratur, adfærd, sport og alt, hvad der hører til et menneskes fysiske og mentale udvikling. Klonede organdonorer Men under overfladen (og den er mærkbar som en stiltiende kontrakt mellem børn og voksne) aner man værgernes indbyrdes uenighed. Hvor meget skal børnene vide om den fremtid, der venter dem? Et sted lufter Tommy den teori, »at værgerne, gennem alle vore år på Hailsham, meget omhyggeligt og bevidst havde timet alt, hvad de fortalte os, så vi altid var lige netop for unge til rigtigt at forstå den seneste bid information«. Således bliver foredragene om 'donationer' holdt, da børnene er i trettenårsalderen - sideløbende med snak om sex. Og så vinder sex jo opmærksomheden. Men hvad er donationer? Jo, det er blevet klart for læseren et par sider før, nærmere betegnet på side 83 i 'Slip mig aldrig' - efter at vi i den behersket hemmelighedsfulde og potentielt tragiske atmosfære, Ishiguro også skabte i for eksempel 'Resten af dagen', har anet uråd. Alle 'elever' på Hailsham og andre, mindre humane institutioner over hele landet (og verden, må man formode) er kloner, der er skabt udelukkende for at levere vitale organer til 'rigtige' mennesker. Efter den fjerde donation kan kroppen ikke undvære flere organer, og donorerne 'afslutter', som det hedder. Dvs. 'dør' på menneskesprog. Hjerteskærende resignation Men inden de begynder deres egne donationer, er klonerne i en kort eller længere årrække plejere for foregående donorer. Kathy H. er således plejer på tolvte år, da vi hører hendes fortælling - som egentlig er rettet til en rekonvalescerende donor. Hun er så god, at hun som et særligt privilegium selv har indflydelse på, hvem hun plejer. Hun har således plejet både Tommy og Ruth, som begge nu er 'afsluttet'. Og snart skal også Kathy H. til at donere. Den resignation, alle de fremtidige donorer udviser - trods enkelte udbrud af håb om udsættelse - er hjerteskærende og oprørende. Men den ellers noget sprogligt fodslæbende romans stærkeste kort er den omhyggelige, dagligdags kortlægning af livet som klon. Klonede sjæle Det sandsynliggøres lavmælt, at dagen måske ikke er så langt væk, hvor vi vil acceptere menneskeligt klonopdræt. For vil vi stille uret tilbage, når vi først har fundet metoder at helbrede f.eks. kræft - selv om det sker på bekostning af klonede mennesker? Det spørgsmål er allerede besvaret benægtende i denne foruroligende roman. Som en af de velmenende værger siger til sidst, så er vi så forhippede på at overleve, at vi vælger at lukke øjnene for, hvor de organer kommer fra, der redder os. Det viser sig, at de kunstværker, børnene på Hailsham kraftigt anspores til at lave, og som Madame regelmæssigt afhenter udvalgte eksempler på, skal bruges til at vise offentligheden og sponsorerne, at kloner har sjæle og derfor skal behandles derefter. (»Hvorfor var I nødt til at bevise sådan noget, miss Emily? Var der nogen, der mente, at vi ikke havde sjæle?«, spørger Kathy H. siden forbløffet). Subtil politisk agenda Uanset om klonerne har sjæle eller ej, betvivler ingen, at klonerne skal bruges til donationer; spørgsmålet er kun, om man skal opdrage dem eller blot opdrætte dem. I romanens version ligner de os til forveksling, men børn kan de aldrig få. Familie har de som sagt heller ikke, kun det skrøbelige netværk mellem lidelsesfæller, der på en måde får dem til at ligne det almindelige rodløse, moderne menneske med sine indbildte valgslægtskaber. Men her er jeg allerede i min egen fortolkning. Sådanne åbner 'Slip mig aldrig' for, og det er dens styrke. Den er fortællemæssigt lidt omstændelig, men omstændeligheden giver efterhånden mening i afsøgningen af nuancerne i de menneskelige - netop menneskelige - relationer i den lukkede, naive, men ikke ufølsomme verden, der er klonernes. Vi er langt fra science fiction her. Forestil Dem bare Kate Blanchett, Emma Thompson og Hugh Grant i hovedrollerne ... Oversættelsen giver kun anledning til få og små bemærkninger - Jørgen Nielsen har så afgjort ramt en stemning. Denne bog - som er så langt fra et kampskrift, som tænkes kan, men på sin egen subtile måde er politisk som al god kunst - bør være pligtlæsning for folk, der beskæftiger sig med bioteknologi. Og vi andre kan først falde i staver og derefter være lidt mere mentalt velforberedte på fremtiden ...