Seks måneder før sin død i en alder af kun 41 år skrev Jane Austen (1775-1817) et længere brev til sin nevø James Edward Austen-Leigh.

I brevet kommenterede hun blandt andet de litterære forsøg, han havde sendt hende, som hun betegnede som »stærke mandige, åndfulde udkast, fulde af afveksling og glød«. Heroverfor stillede hun sin egen måde at skrive på, som hun beskrev som »et lille stykke elfenben (to tommer bredt), hvorpå jeg arbejder med så fin en pensel, at det selv efter meget arbejde kun har lille effekt«. Virginia Woolf har også brugt Austens eget billede med penslen i sin beskrivelse af dennes måde at arbejde på: »Mere end nogen anden romanforfatter udfylder hun hver tomme af lærredet med sine iagttagelser, skaber mening i hver sætning, udfylder hver sprække og revne af stoffet, indtil romanen bliver til en lille levende verden, hvorfra man ikke kan fjerne en scene eller endog en sætning, uden at noget af dens liv forbløder. Hendes karakterer er så afrundede og virkelige, at de er i stand til at bevæge sig ud af den scene, hun har placeret dem i …«. Jane Austen nåede at få skrevet i alt seks romaner med sin fine pensel, og i dag – små to hundrede senere – er hendes forfatterskab mere populært end nogensinde, godt hjulpet på vej af de mange filmatiseringer af hendes romaner, hvilket samtidig har ført til et stærkt øget salg af hendes bøger. Ubehag ved kulturel arv Men hvad er det egentlig, der stadig gør hende så populær her så mange år efter, hvor vi lever i et samfund så forskelligt fra datidens landlige England? Eller er det måske netop det, der kan give os noget af forklaringen – nemlig den kendsgerning, at hendes forfatterskab beskriver et overskueligt samfund med en tilsyneladende rolig overflade, hvor de to unge – efter forskellige forhindringer – altid får hinanden til sidst? Samtidig dækker denne rolige overflade imidlertid også over nogle indre modsætninger og spændinger, som ikke mindst de seneste årtiers feministiske læsning af forfatterskabet har påvist, og som gør, at romanerne stadig virker vedkommende med deres overbevisende beskrivelse af almenmenneskelige relationer. Sandra M. Gilbert og Susan Gubar, der var nogle af de første, som anvendte en feministisk indfaldsvinkel i deres analyse af kvindelige forfattere, skriver i ’The Madwoman in the Attic’ (1979) om Jane Austen: »Selv om hun er blevet et symbol på kultur, er det chokerende, hvor vedholdende Austen demonstrerer sit ubehag ved sin kulturelle arv, især hendes utilfredshed med den snævre plads, der er tildelt kvinden i patriarkatet«. Mens Claudia L. Johnson i ’Jane Austen, Women, Politics and the Novel’ (1988) påpeger, hvorledes de kvindelige forfattere efter den franske revolution og det konservative backlash, der fulgte, var nødt til at formulere deres sociale kritik indirekte. Om Jane Austen hedder det: »I en periode hvor al social kritik, især den, som rettede sig mod familieinstitutionen i almindelighed og kvindens plads i særdeleshed, blev kædet sammen med den radikale sag, forsvarede og udvidede Austen et progressivt midterområde, som ellers havde været borttæret af de polariserende polemikker, der havde deres udspring i 1790’erne«. Jane Austen døde som sagt kun 41 år gammel i 1817, og året efter udkom to af hendes romaner, der ikke tidligere havde været offentliggjort, i ét bind, nemlig ’Catherine: Northanger Abbedi’ og ’Lydighed og længsel’. Hendes bror Henry, der stod for udgivelsen, og som havde støttet hende meget i hendes forfattervirksomhed, fremhævede i et forord Jane Austens stilfærdige og begivenhedsløse tilværelse og skrev bl.a.: »Hun var selv så fejlfri, som et menneske kan blive og søgte altid efter undskyldninger, når det drejede sig om andres fejl. Hun kom aldrig med et forhastet, dumt eller hårdt udtryk. Kort sagt var hendes natur lige så forfinet som hendes forstand« for derefter at fortsætte: »Der er et træk, som det er vigtigt at fremhæve, for det gør alle de andre uvæsentlige. Hun var meget from, frygtede at krænke Gud«. Dette billede af Jane Austen blev yderligere underbygget, da hendes nevø James Edward Austen-Leigh i 1870 udgav ’Memoir of Jane Austen’, hvor hun blev beskrevet som en eksemplarisk datter, søster og tante, samtidig med at han understregede, at hendes håndarbejde var perfekt og kunne have gjort en symaskine til skamme; hun skulle især være dygtig til satinsting … Denne idyllisering har selvfølgelig ikke fået lov til at stå alene. Bl.a. skriver Margaret Kirkham i sin bog ’Jane Austen, Feminism and Fiction’ (1997) om broderens beskrivelse, at selv om han var en af dem, der kendte Jane Austen særdeles godt, syntes det i høj grad at være præget af det kvindeideal, der var det dominerende i perioden, og Margaret Kirkham understreger i den forbindelse bl.a., at »hvis Jane Austen havde været sådan som den kvinde, Henry beskriver, ville hun næppe have kunnet skrive de bøger, der gennem deres ironi fremlægger en alvorlig kritik af datidens liv og litteratur«. Et vigtigt valg Og det var en kritik, der bl.a. kom til udtryk i romanernes beskrivelse af datidens kvinders få handle- og valgmuligheder; de måtte stort set vælge mellem at blive gift – muligvis med en mand, de ikke brød sig særlig meget om – eller forblive ugifte, en ikke særlig ønskværdig situation. Det var således et meget vigtigt valg, en ung kvinde stod over for, når tiden var inde, og hun kunne indgå ægteskab. Netop på Austens tid havde kvinderne fået noget større indflydelse på valg af ægtemand, end det tidligere havde været tilfældet, og hun er i flere af sine romaner meget optaget af heltindens frihed til at vælge, hvem hun vil gifte sig med – og til også at sige nej, hvilket i dag jo ikke forekommer særlig epokegørende, men som på daværende tidspunkt godt kunne virke stærkt udfordrende på mændene. Jane Austen beskriver således flere kvinder i sine romaner, der ikke siger ja til hvad som helst, som for eksempel Elizabeth Bennet i ’Stolthed og fordom’, der faktisk når at sige nej til to ægteskabstilbud til friernes store forbløffelse, eller den noget mere sky Fanny i ’Mansfield Park’, der ikke desto mindre går op mod den magtfulde patriark sir Thomas Bertrams påbud om, at hun skal sige ja til et tilsyneladende godt parti. Jane Austens forfatterskab beskriver således et samfund, der i høj grad favoriserede mændene, bl.a. via arvereglerne og de økonomiske strukturer, hvor de kvinder, der ikke blev gift, ofte måtte henslæbe en trist og ydmygende tilværelse fuldstændig afhængige af andre. Eller for at slutte af med et citat af Meenakshi Mukherjee, der i sin bog ’Jane Austen’ (1991) sammenfatter noget af det centrale og modsigelsesfyldte i Jane Austens forfatterskab, som ikke mindst den feministiske læsning af hendes romaner har været med til at synliggøre: »Hun blev på et vist tidspunkt opfattet som en forfatter, der utvetydigt forsikrede læseren om samfundets orden og stabilitet, bekræftet gennem patriarkatets normer. I dag kan vi imidlertid ikke se bort fra den kendsgerning, at hendes romaners tilsyneladende rolige struktur dækker over en spænding mellem protest og accept, oprør og konformitet, som holdes i ligevægt af komediens kontrollerende system«. Toni Liversage: ’Et lille stykke elfenben’, Forlaget Attika, 149 sider, 225 kroner. Udkommer 23. april.