Mon ikke alle ved deres sansers fulde brug kan enes om, at seksuelle overgreb mod børn er en modbydelighed, som bør bekæmpes med næb og kløer? Jeg tror det. Men cirka her holder enigheden så til gengæld op, og i årtier har der verseret bitre faglige stridigheder om afgrænsningen, omfanget, behandlingen og konsekvenserne af sædelighedsforbrydelser i børnehøjde: Er enhver erotisk kontakt mellem voksne og mindreårige pr. definition skadelig? Er seksuelt misbrug over- eller underrepræsenteret i statistikkerne? Bør ofre for seksualforbrydelser tilbydes adfærdsterapi eller freudiansk talekur?
Skaber efterforskningsmaskineriet, behandlerkulturen og den almindelige samfundsmæssige fordømmelse sine helt egne traumer? Skal sexforbrydere straffes eller behandles? Og kan man overhovedet stole på børn? En blind kulturel vinkel Kriminologen Beth Grothe Nielsen har efter en menneskealder inden for feltet begået en absolut læseværdig gennemgang af de toneangivende tilgange til sex mellem voksne og børn – fra Freuds tidlige ’forførelsesteori’ til vor egen tid, hvor fronterne er trukket hårdt op mellem fagfolk, som finder emnet underbelyst og tabuiseret, og fagfolk, som advarer mod pædofilihysteri, heksejagt og moralsk panik. Nielsen hører så absolut til den første kategori, og belæst til fingerspidserne forsøger hun at vise, hvordan »brug af børn til voksensex« – sådan formuleres det konsekvent – systematisk er blevet negligeret, bagatelliseret og latterliggjort i både akademia og populærkultur. Overgreb mod børn er, mener forfatteren, en blind kulturel vinkel. Noget, vi helst tier ihjel. Bad guys Trods det alt andet end neutrale udgangspunkt leverer ’Sagt og usagt’ faktisk en ganske redelig oversigt over et århundredes faglige kontroverser, og selv om fremstillingen har sine klare bad guys – i flæng kan nævnes Jan Guillou, Preben Hertoft, Berl Kutchinsky, Christian Braad Thomsen og Henning Bech – så er den urban i tonen, og uanset hvilken fløj i misbrugsdebatten, man tilhører, vil man formentlig blive en smule klogere af forfatterens skarpsindige analyser. Nielsen trækker som sagt på et imponerende stort læsestof (ærgerligt at Katrine Zeuthens nuancerede ’Kærlighed og overlevelse – barneseksualitet og seksuelle traumer’ savnes på litteraturlisten), og hun får fint fremmanet den faglige »religionskrig«, vi befinder os midt i. Børn må ikke lide overlast, det står fast. Resten er dilemmaer, ambivalens og tvivl. FACEBOOK
