Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Thomas Wilmann
Foto: Thomas Wilmann

KRÆVENDE. Lars Frost lefler ikke just for læseren.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Imponerende kapitelløs krimi lefler ikke for læseren

Lars Frost afslutter sin ambitiøse romantrilogi med en fabelagtigt udsyret futuristisk krimi om Dannevang.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Prøv at høre, en futuristisk sci-fi-krimi kalkeret over den katolske dødsmesses struktur med en morderisk dekonstruktion af femikrimien og med en vildt udsyret fordobling af sprogarbejdet i Joyces ’Finnegans Wake’ til slut?

Det er, i skamløst kort formel, hvad Lars Frost har bedrevet med slutningen af den trilogi, som skulle skildre den danske velfærdsstat, fra ’Smukke biler efter krigen’ (cirka nutid), over ’Ubevidst rødgang’ (1970’erne) til nu ’Skønvirke’, der med hilsen til Aldous Huxley tager fat på en dyster, nær fremtid, hvor USA er gået under i en art natur- eller krigskatastrofe, Europa er nede med flaget, og alle i Danmark render rundt og spiser sojabacon og tofubøffer.

Hvis de da ikke myrder på ulivet løs. Det ville være en skabrøs skam, hvis man beskyldte Frost for at lefle for læserne, for medierne, for bogsalget.

Midt i femikrimien
Men det hele bunder i forbrydelsen. I ’Smukke biler’ (2004) begik Tobias et mord, og Lasse var med i et sko-kup, i ’Ubevidst rødgang’ (2008) bød Erik på et bombeattentat, og nu er vi altså bardus midt i femikrimien, her med både bombe og pistoler.

Bemærk, at vi er gået fra ’knaldroman’ over ’ingeniørroman’ til nu blot det lakoniske ’roman’ i og med denne trilogi. Men det var forbrydelsen. Forbrydelsen er hver gang hos Frost let og luftig, nonchalant, herregud, der røg et liv, videre i bogen.

Og vi kan måske i dette forbrydelsens element se en kritik af det danske socialdemokratiske velfærdssamfund, der ellers forstår sig som inkarnationen af godhed? Så ville Frost være Stangerups efterfølger, i forstanden den, der kom efter ’Manden der ville være skyldig’.

Samtidskritisk
En på talrige måder direkte og indirekte samtidskritisk roman er ’Skønvirke’ – hvis univers er så fjernt fra den sirlige, bindesbøllske og nationalromantiske stil som vel muligt – uden nogen tvivl.

Vi får en kritik af danskernes sindssvage neddykning i femikrimiernes, ja, i krimiernes flade verden i det hele taget, en kritik af krigen i Afghanistan, en kritik af vores bizarre sundhedsdyrkelse (»en tom sjæl i et sundt legeme«, som Langballe træffende formulerede det), en kritik af den nedtrampet glade stil, der gælder som comme il faut for ansatte i banksektoren, en kritik af forbrugersamfundet, »Forbruget levede, folket festede« etc. derudad. Men vi er langt fra Lasses idiosynkrasier i ’Smukke biler’ og langt fra det endnu mere indirekte blik i ’Rødgang’. Det her er et rekviem, en dødsmesse, for det pilrådne velfærdssamfund.

Strandvasker
Og nu skal jeg nok referere lidt.

Vi lægger ud med en strandvasker.

Et mandligt lig er skyllet op på stranden, og vi møder retsmedicineren Irene og den råt bandende, overvægtige Mathilde, som er ansat hos politiet. Mathildes bror hedder Frederik, gymnasielærer er han, gift med Lisbeth, effektiv leder i en bank eller så; deres mor er døende, og Mathildes chef, Gitte, er i færd med at suspendere Mathilde, fordi hun er for tyk, hun har taget 20 kilo på efter en skilsmisse.

Lise er gift med Flemming, Lise er ansat i noget Nykredit-agtigt, Flemming er en karikeret lummer litteraturlektor i Kolding, nu flytter de begge til København. Lises bror Jens er hjemvendt traumatiseret soldat fra en art Afghanistankrig. I dette persongalleri finder vi en munter, psykopatisk seriemorder, en voldelig hustru, en kommende proletar.


Ingen kapitler
’Skønvirke’ har ikke kapitler, men femten afsnit betitlet efter faserne i den katolske messe, ’Introitus’, ’Kyrie’, ’Dies Irae’, ’Tuba Mirum’ etc.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De tretten første afsnit giver os femikrimien med fuldt knald på myrderierne og med et bevidst mere fladt sprog end det, Frost tidligere har leveret, om end der er kæmpe prosaperler iblandt. Men fra ’Communio’ og med ’Libera me’ skifter vi helt register.

Nu følger vi muligvis Jens, soldater-Jens, der er stukket af og er del af et sjak af bundgrove og vulgære proletarer, en flok, der først arbejder i New Yorks havn og siden med en luder tager op til Skovene nordpå (med Skovene som et Johs. V og Hemingway-ekko), hvor sjakket til slut beames op i et rumskib! I ’Communio’ er vi i dystopien, verden er brudt sammen, moralen er rådden, alt svajer.

’Frigiv mig’
Og så kommer ’Libera me’, altså ’Frigiv mig’, slip mig ud i døden. Det vildeste afsnit, der indledes sådan her: »Skventræer. Håblinsely skventræer./ Som om ALL glass pane/ Brød måste splintres/ Brydes«. Osv.

Betydningens død og den ultimative vold – vold mod plottet, vold mod læserens forventninger, vold mod de små sirlige guirlander af betydning, vi kan danne i sætningernes skønvirke, en vold i ram samklang med kollegaen Lars Skinnebachs manøvrer i sine sidste to-tre udgivelser.

Og sådan ender trilogien. Et stort og dybt imponerende hovedværk, der kom ud af 00’erne og katapulterer os brat ind i den fremtid, som kun sjældent ser andet end dyster ud. »Så må det vist også være mok«, som ’Skønvirke’ slutter, i et sving mellem ’nok’ og ’amok’. Over and out.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden