»Jeg tror ikke på gud, så jeg behøver ikke at lave kunstfærdigt velklingende konstruktioner«, skrev digteren Frank O’Hara i sit digtmanifest om ’Personisme’, hvorfra også denne anmeldelses overskrift om at tage den på gehør stammer. Frank O’Hara tilhørte i 1950’erne den såkaldte New York-skole. En løst defineret gruppe digtervenner, som foruden O’Hara bl.a. bestod af Kenneth Koch og John Ashbery og i virkeligheden nok ikke havde meget mere end en tid, et sted og en ny tilbagelænet attitude tilfælles. Tiden efter Anden Verdenskrig var en spirende frigørelsens tid for den homoseksuelle O’Hara, Allen Ginsberg og deres kunstneriske vennekreds. Frank O’Hara kom til New York i 1951, hvor han omgående blev et socialt omdrejningspunkt, betog alle med sin begavelse og hurtigt steg til vejrs i kunstverdenen som kurator på Museum of Modern Art. Billedkunsten og poesien fandt naturligt sammen i hans blik på tingene.
Den belæste O’Hara kunne jonglere med alverdens kunstforståelse, men som digter var han i befriende grad en fri fugl uden fine fornemmelser. For ham var det at digte en del af livet, og det kan ses på digtene, der typisk er uhøjtidelige, men også elegante og berusende.
