En gammel kvinde sidder i slutningen af romanen på en balkon i Sydspanien og planlægger at skrive en roman. Historien om hendes hjerte, der pludselig flimrede, og al den erindring, der flød ind i det, samtidig med at det praktiske dagligliv blev udfordret. Den skal indeholde beretningen om et sygdomsforløb, der accentuerer oplevelsen af at blive gammel og leve et liv i erindringen i en tid, der ikke længere er hendes. Det er så den roman, læseren lige har været igennem, inden planen lykkes, og den nogenlunde restituerede kvinde kan begynde at skrive.
På et tidligere tidspunkt, inden hun blev syg, formulerer hun sit projekt på en rejse til et afsides sted i Syditalien: »Jeg ville skrive om at blive ældre, om at miste og nødvendigheden af selv at skabe forandring, når noget var tabt«. Håbefulde ord. Kort efter er hun hjertesyg, og energien er hverken til at skrive eller rejse. Tapper Vi bryder os ikke om at tænke på aldring som et tab, men man kommer ikke uden om det, uanset hvor tappert man forsøger. Forfatteren Aase Schmidts hovedperson er meget tapper. Aase Schmidt har tidligere skrevet om ensomme eksistenser i romanerne ’De fritstillede’ og ’Den nøgne mur’. En sådan er også jegfortælleren i denne roman. Hun lever alene, tidligere ægtefæller nævnes knap, ingen børn. Her er et menneske, der har lært sig singlelivets kunst: »Jeg havde gennemført en krævende disciplin og lært at være alene uden andet selskab end mit eget«.
