Det er som at drukne i budding. Spørgsmålet er kun, om det er chokoladebudding eller vanilje. Eller måske romrosin? Klamt er det i alle tilfælde. Jeg måtte kæmpe mig i land i utide med voldsom nærmest overnaturlig kvalme og desperate svømmetag og må nu vedstå en forbrydelse for en anmelder: Jeg har ikke læst bogen færdig. Det var den eller mig. Banaliteter Paulo Coelho er en meget populær bestsellerforfatter, i hvis bøger, såsom 'Alkymisten' og 'Elleve minutter' disciplene ifølge ham selv indlæser den dybeste visdom. Jeg kan kun finde kunstlet og højstemte skrevne sandheder i form af banaliteter, og som om det ikke var nok, en selvfedme og en em af uoprigtighed, der er mig vederstyggelig. Mystiske sandheder Hovedpersonen i denne beretning er endnu et af Coelhos alter egoer, en meget, meget succesrig og elsket forfatter. Som læserne dog elsker ham og ikke kan leve uden ham. Men hans kone forlader ham og Paris. Hvorfor mon? Hun søger mystiske sandheder ude blandt steppernes vise naturfolk. Den visdom, som lever i os alle. Hvis vi bare rækker ud efter den. Bogen er tilegnet forfatterens hustru. Som skrevet står i dedikationen: »Så kom sneen. Jeg standsede og blev nogle øjeblikke tankefuldt stående: de faldende fnug, den grå himmel, skoven, hende ved min side. Hun som altid har været ved min side. hele tiden«. Dyb pause. Suk.
Ulykkelig og selvfed
Lyt til artiklen
