Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Sjæledrama. I 'Før vi siger farvel' springer Jens Christian Grøndahl lidt for markant fra fordybelse til overflade. Der går simpelthen for meget familiejournal i den. Arkivfoto: Søren Schnoor

Sjæledrama. I 'Før vi siger farvel' springer Jens Christian Grøndahl lidt for markant fra fordybelse til overflade. Der går simpelthen for meget familiejournal i den. Arkivfoto: Søren Schnoor

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Grøndahls 18. roman er ikke Grøndahl, når han er bedst

Familieterapeuten Jens Christian Grøndahl burde være mere kræsen med sine subjekter.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke så meget pis.

Han skriver om kærlighedens evige købmandsregnskab, om kvinder på randen og mænd, der kommer og går. (Eller omvendt).

Om parforhold i den kultiverede, rejselystne mellemklasse, om fortiden, der rører på sig, mens nutiden ruller scenevant af sted.

De europæiske læsere har taget det modne forfatterskab til sig, mens den danske (anmelder)reaktion ofte er som små, hidsige hop på stedet: For er Jens Christian Grøndahl stille, men stædigt og trods kritikkens kloge advarsler, uigenkaldeligt blevet for mondæn, hans figurer for polerede for den nordiske smag?

LÆS DEBAT »Jeg er blevet skoset for, at mine bøger er banale, men pudsigt nok blev jeg først mig selv som forfatter den dag, jeg ikke længere var bange for at blive banal«, kommenterer Grøndahl dén diskussion i dagbladet Information, få dage før udgivelsen af sin 18. roman.

Som sagt – ikke så meget pis.

Over litterær muzak
Og skulle der i øvrigt være noget odiøst i at give sig hen til Grøndahls behageligt modulerede prosa og airconditionerede sjæledrama, når nu man ved, at det virker?

Jeg synes det ikke. Siderne vender sig selv, og personerne har det endda med at rive sig løs af de roller, forfatteren tilsyneladende har tildelt dem. Derudover er der masser af små sproglige foræringer og iagttagelser, der løfter os over den litterære muzak.

Også i romanen her, ’Før vi siger farvel’:

»Stenene skred lidt under hende, de lød som tilstoppede klokker«, hedder et usædvanligt, men præcist lydbillede, der i kraft af sin særegenhed prikker hul i den kvindelige hovedperson Barbaras delvise følelseslammelse og med ét sender hende tilbage til barndommens krabbejagt, på stranden sammen med Erik, den mand, der i sin tid adopterede hende, men aldrig blev kaldt far.

Når anmelderen denne gang ender med at liste rundt som katten om den varme Grøndahl, skyldes det et misforhold hos Grøndahl, et paradoks, der undrer.



Eller beskrivelsen af de gamle mennesker, der en varm dag i Landbohøjskolens have sidder bænket »med meget store solbriller på og vindjakkerne lynet helt op, hvide som gekkoer«.

En sorgmunter detalje i periferien af Marcus og Barbaras første møde, der får fylde, netop fordi udsigten til den forfrosne alderdom bliver det, forholdet mellem den ældre Marcus og den unge Barbara kommer til at kredse om. Og i første omgang falde på.

Frit udsyn til tomhed
Nej, når anmelderen denne gang ender med at liste rundt som katten om den varme Grøndahl, skyldes det et misforhold hos Grøndahl, et paradoks, der undrer.

For ud over de ovennævnte kvaliteter, der let lader sig eksemplificere og genfortælle i en avisartikel, kan Grøndahl noget andet og mere.

Når hans tekster er allerbedst, opstår der en slags flimrende pletter, hvor tid og sted trækkes ud af facon. Hvor teksten i stedet åbner et helvedesgab med frit udsyn til eksistentiel tomhed, uformuleret savn og tvivl.

LÆS ANMELDELSE

Disse stemninger, som man i mangel af bedre kan kalde dem, findes skam også rundt om i ’Før vi siger farvel’: Måden Barbara lidt fortravlet genser sin barndoms parcelhuskvarter på, mens hun og læseren kun halvt sanser, hvor uoverskueligt voldsom forandringen af både stedet og kvinden i virkeligheden har været.

Eller senere den lille scene i en bil mellem mor og datter (Barbara), der begge for længst har brudt illusionen om netop dén familiære relation. Den nu tørlagte alkoholikermor, der hidtil har klistret til siderne som en fæl kliche af en mislykket adoptionshistorie, træder pludselig frem som en fuldtonet skæbnefortælling med både storhed og fald. Og en vis portion stoisk ro.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men kun i et umærkeligt, flimrende nu, for vips er vi tilbage på ringvejen en vinterdag med glatføre og en begravelse og hele den forliste familiehistorie.

For mange detaljer

Når nu Grøndahl er leveringsdygtig i disse urovækkende kig ned i menneskets kaotiske usikkerhed og ufordøjede fejlgreb, kan det undre, at der andre steder skal gå så meget familiejournal i den.

At hans tekster springer så markant fra fordybelse til overflade. Hvorfor kan fortællingen om indiskfødte Barbara med den dårlige start på livet, men det gode job på forlaget, og hendes distingverede fotografkæreste, der rejser ud i verden for at »fiske øjeblikke i tidens flod«, ikke få lov at skvulpe navlepillende rundt i et kammerspil af passende størrelse?

Hvorfor skal anstrengende bipersoner fra en karikeret forlagsbranche trænge sig på, og hvorfor kan Marcus’ fortid ikke bare være ’lidt broget’, uden at vi skal omkring italienske kommunister, langbenede franske elskerinder og et vrælende modersvigt med nazisympatiske undertoner? Det bliver for meget, simpelthen, eller for mange, til at forfatteren magter – eller gider – at gøre sig umage med hver enkelt. Livsstilsanalytikeren og familieterapeuten Jens Christian Grøndahl er og bliver en god og utrættelig skildrer af, hvorfor mennesker flytter ud og ind af hinandens liv. Men det klæder ham at være mere kræsen med, hvem han lukker ind i sin veletablerede konsultation, end han er denne gang.



Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold
    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold

    Henter…

    For nylig sikrede FCK sig endnu engang det danske mesterskab - med Ståle Solbakken som bagmand. Men hvad er det egentlig, nordmanden kan? Hvordan kan en af superligaens mest markante skikkelser både eje en kompromisløs vindermentalitet og et socialistisk hjerte? Hvad gjorde det ved ham, da hans hjerte standsede i syv minutter og endte hans egen fodboldkarriere? Og det, han kan som træner, kan han det kun i dansk fodbold?

  • Du lytter til Politiken

    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør
    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør

    Henter…

    Politisk kommentator Kristian Madsen og politisk redaktør Anders Bæksgaard samler op på ugens vigtigste valg-begivenheder.

  • Skyline, København.

    Politikere i Københavns kommune sagde i denne uge nej tak til H.C. Andersen Adventure Tower, som ifølge planen skulle ligge i Nordhavn og række 280 meter op i luften. Det var alligevel for højt, men de seneste årtier er de høje huse faktisk begyndt at skyde i vejret igen. Hvorfor er de tilbage? Og hvad sker der med en by, når dens huse bliver højere end kirkespir og rådhustårne?

Forsiden