Elefanten hedder Vera, og den dukker op i landsbyen Trearon midt inde i Wales en sommerdag i det Herrens år 1848. Drengen er 14 år og hedder Sion - det er John på walisisk - og han bliver ven med elefantpasseren, der hedder Robert. Og med Vera. 'En fremmed klippe' åbner med en solflimrende beskrivelse af den kendte verdens undergang. Sion dukker sig under brombærbuskene, da han spotter en furet, grå bjergside, der har revet sig løs og bevæger sig vuggende igennem landskabet. Nu bliver ingenting mere det samme. Det er en forunderlig fortælling fra gamle dage. Og Vera var virkelig i Wales. Resten har Martin Jensen fundet på og givet liv. Lige fra fårenes brægen, smedjens lyde og til himmelrummets fugle. Sion har ikke noget dårligt liv. Han bor hos sin onkel, fordi forældrene er døde, men han skal videre, for han er klog, og så er han halvt englænder. Og nu banker den store verden og hormonerne på hans dør. Elefantpasseren kan godt lide damer. Og de kan lide ham. Robert er et friskt pust i et samfund, der ikke ønsker friske pust. Forfatteren er især god til at tegne det stillestående, nedgroede, altseende landsbyliv, der er både trygt og kvælende. Menageri med tigre og aber Der sker store ting i 'En fremmed klippe', men for det meste bevæger historien sig adstadigt frem som på elefantryg. Martin Jensen kender sit Wales med de blide bjerge og de tunge sind. Forholdet til englænderne er mere end anstrengt. Der er fine portrætter af bønder og byfolk. Især Sions onkel og moster, der er anstændige. Forfatteren interesserer sig - ligesom i de historiske, krimilignende romaner - for det retskafne menneske. Dertil bruger han de historiske omgivelser til at opsætte prøver og fælder. Og ikke alle består. Vera bliver syg. Og resten af menageriet med tigre og aber og en meget dårlig stemning drager videre. Der var ikke gang nok i Trearon. Sions sidste sommer, inden han skal på kostskole, går med at pleje en elefant, opleve kærlighedens almagt og få lyst til livet. Det er en smuk og sært bevægende bog. Historien er lige til at røre ved. Den er fuld af lugte og lyde. Her er research med både hjerne og hjerte. Som en krølle på elefanthalen skal nævnes, at Vera ligger begravet i landsbyen Trearon. Da et hold arkæologer engang ville udgrave skelettet, anviste indbyggerne dem et forkert sted. Vera skal fortsætte med at være en drøm - og en god historie. FACEBOOK