Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Stor roman har Balkan i blodet

Henrik Brun har med sin anden krimi om den fandenivoldske reporter Ketil Brandt begået en velskrevet bog.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

'Den norske lakaj’ er efterfølgeren til Henrik Bruns krimidebut, ’Den danske lokkedue’, som fulgte den fallerede og fandenivoldske reporter Ketil Brandt på en rejse ned gennem de eksjugoslaviske lande og tilbage i Brandts erindringer fra sin tid som krigsreporter i særdeleshed og områdets betændte fortid i almindelighed.

I ’Den norske lakaj’ er Ketil Brandt blevet taget til nåde igen på Dagbladet, og det er en hovedperson i højt humør og med masser af professionel og personlig selvtillid, der indtager siderne.

Brandt er på vej til Haag for at dække en retssag ved Jugo-tribunalet, men samme dag bliver en ung dansk kvinde dræbt i en af byens parker.

Hun har rødder i Eksjugoslavien, og man finder hurtigt morderen, som er af samme etniske afstamning, og de lokale myndigheder får derfor hurtigt opklaret sagen som en intern stridighed.

Men en mistanke er vakt hos Brandt, der lider af »kronisk og uhelbredelig Balkan i blodet«, og da han først begynder at stille de rigtige spørgsmål, tegner der sig en langt større sammenhæng med tråde til Eksjugoslavien, Silkeborg, Oslo og Haag.

Henrik Brun bruger af sine erfaringer -både i byskildringerne og i de mange beskrivelser af det journalistiske arbejde.



Selv om romanen mestendels foregår i netop Silkeborg, Oslo og Haag, er vi altså tilbage i det Balkan, Henrik Brun så indgående beskrev i ’Den danske lokkedue’.

Brun, der i dag fungerer som udlandsredaktør på Kristeligt Dagblad, har selv boet i Slovenien i en årrække, og han beskrev især Ljubljana med en sådan kærlig detaljerigdom, at det løftede den danskforfattede krimioplevelse op i en helt anden international liga.

Det samme gør sig gældende her i ’Den norske lakaj’, hvor det er Haag og i mindre grad Oslo og Silkeborg, der bliver tegnet op med masser af stednavne og genkendelige detaljer, der vidner om indgående viden og research. Det er dyder, man ofte savner i de mange mellemgode danske krimier.

Henrik Brun bruger af sine erfaringer – både i byskildringerne og i de mange beskrivelser af det journalistiske arbejde, forholdet mellem den skrivende reporter og redaktøren på hjemmefronten osv. Alt sammen gjort med stor troværdighed og i en saglig, faktuel tone uden for mange sproglige krumspring.

Skal man indvende noget, er Bruns sans for karaktertegninger ikke helt så veludviklet som hans sans for det stedlige.

Bruns sans for karaktertegninger ikke helt så veludviklet som hans sans for det stedlige.



Hvilket ikke behøver være noget problem, når man kan skrive gode sætninger, og det kan Brun, for eksempel da han skal udstille kejtetheden mellem Ketil Brandt og den gæve jyske politikvinde Lone: »Ingen af dem sagde noget. Måske på grund af støjen fra festpladsen«. Men ofte tyr Brun til de lidt nemmere løsninger og lader (over)pædagogisk personerne tale lidt for tydeligt om tingene i stedet for at fortælle det indirekte.

Men det er en lille indvending mod en stor (også i betydningen lang!) roman. For bag al den ydre underholdning ligger der i Henrik Bruns stædige valg af emne en insisteren på, at vi ikke må glemme krigen i Eksjugoslavien.

Samtidig med, at de underholder, udgør hans romaner en påmindelse om de grusomheder, der foregik, og ikke mindst om de indvirkninger, krigen stadig har på de mange flygtninge, der er drysset ud over Europa lige siden.

Det er blot endnu en god grund til at give sig i kast med ’Den norske lakaj’.

FACEBOOK

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Folkemødet åbner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale. Winni Grosbøll Borgmester. 
Christian Falsnæs performenskunstner får publikum sat i gang.

    Du lytter til Politiken

    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!
    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!

    Henter…

    Kristian Madsen og Amalie Kestler udpeger ugens vigtigste politiske begivenheder. Om regeringsdannelse og om Toga Vinstue. Og møder de politikere, som ellers burde bruge tiden på at danne en regering. Samt en der gik, og en der kom.

  • Du lytter til Politiken

    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...
    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...

    Henter…

    I dag begynder fire dage med Folkemøde på Bornholm - uden den slags debatter, der normalt vækker de store følelser. På Folkemødet diskuterer man De Store Ting. Alt det, som det organiserede Danmark synes er væsentligt at snakke om. Men hvad er dét så?

  • 15.000 mennesker er ansat til at gennemse det indhold, som Facebook vil skåne sine brugere for – videoer af mord, henrettelser eller mishandling af børn. Men hvem er de mennesker, der hver dag renser ud i internettets allermørkeste sider? Politiken har fulgt to af dem. ​

Forsiden