Det handler om at finde en niche i markedet, hører man ofte i disse tider, hvor landets behov for ’igangsættere’ er blevet så stort et emne. Og det skal jeg lige love for, at Betty – hovedpersonen i Mette Søs roman ’I en snæver vending’ – har fundet.
Hun eksporterer beskidte underbukser til hele verden – trusser med hver sin opdigtede historie om, at de har tilhørt den ene eller anden figur fra film- eller tv-serier. For så vidt et koncept, der allerede findes i form af børneundertøj med helte fra animationsfilm, men her i stærkt udvidet udgave med indtryk til andet end synssansen.
Meget mærkeligt. Men ikke desto mindre markedsmæssigt gennemtænkt af hovedpersonen: »Mine trusser er indadvendte produkter. Payoff’en ligger ikke i, at du køber ind i et fællesskab eller kommunikerer med omverdenen. Den ligger i, at du køber ind i dig selv«.
Det er nemlig det indre, det handler om i romanen, selv om den ydre verden i form af markedstænkning, forbrug og amerikanske tv-serier og hele det medfølgende spejlkabinet af identitetsmuligheder fylder ikke så lidt i dens univers.
På den måde ligner ’I en snæver vending’ Mette Søs debutroman ’Petit Petit’ (2010). Den placerede også en kvindelig antihelt i et stærkt konkurrenceorienteret univers – i elitesportens verden – men blot for at lade kampen om at blive den bedste afløse af kampen for at blive sig selv.
’I en snæver vending’ er ligeledes en naivistisk dannelsesroman, hvor hovedpersonen stilles ansigt til ansigt med eksistentielle udfordringer – en mor, der dør, en bror, der opfører sig mystisk, en bedemand, der måske bejler til hende, samt opdagelsen af en ellers totalt fraværende far. Det er ikke så lidt, men Betty bevarer uskylden på trods af erfaringerne.
Romanens omslag er dekoreret af tegnede trusser i mange varianter, som ligner tøj til en påklædningsdukke. Sådan en minder både hovedpersonen og personerne omkring hende for meget om efter min mening.
’I en snæver vending’ er skæv, skæg og charmerende og med en stemning, der kan minde en smule om ’Den fabelagtige Amélie fra Montmartre’ (2001), som altid vil være et langt bedre bekendtskab end Amalie fra ’Paradise Hotel’.
Mette Sø er bestemt på sporet af en niche i litteraturens verden, men den kan uddybes, hvis naivismen – der er en uhyre vanskelig stil – får sig en klangbund.
fortsæt med at læse
