Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Michelinmand. Sælen Diego krykker sig i gumpetung uformelighed gennem verdens mægtigste by, New York sur Loire i Crécy's 'særprægede surrealistiske billedfortælling'. Illustration fra bogen.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Michelinmanden vinder Nobelpris i kærlighed i surrealistisk tegneserie

Den fænomenale grafiske kunster Nicolas de Crécy for første gang på dansk.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vidste vi det ikke før, så ved vi det efter 23 etaper her i avisen denne sommer: Michelinmanden, som Jørn Villumsen tegnede så mangfoldigt til Bjørn Bredals veloplagte indføring i fransk kulTour, hedder på fransk ’Bibendum’, opkaldt efter en linje i en af Horats’ oder:

»Nunc est bibendum« – nu skal der drikkes.

LÆS OGSÅ

Det latinske verbums gerundivform forvandlet til substantiv indgår så også i for eksempel betegnelsen ’Bib Gourmand’, den smileylignende signatur ud for en ’god mad til moderat pris’-restaurant i Michelinguiden.

Surrealistisk billedfortælling
Dæk-navnet (om forladelse!), der virker noget søgt på dansk, men fortroligt for franskmænd, indgår også i titlen på denne særprægede surrealistiske billedfortælling med høje ambitioner og bevidst lavkomisk udførelse.

God mad handler den slet ikke om, men masser af endnu mere uformelige figurer end den glade maskotmand af hvide bildæk: En sæl ved navn Diego, nogle frakkeklædte pølsehunde på vej til at overtage civilisationen, en svulmende professor der bogstaveligt talt taber sit Pjerrothoved, men bevarer fortællerrollen.

Plus en del andre, såsom Satan selv – en lavstammet og frustreret grimrian med horn og hugtænder i underbiddet – og hans seraf, hvis krop består af et mylder af levende små mennesker...

Der skal uddeles en Nobelpris i Kærlighed – til sælen Diego, som i gumpetung uformelighed krykker sig vej gennem verdens mægtigste by, New York sur Loire – og det må den lille Satan jo forpurre.

Ethvert plan i denne fortælling er samtidig indeholdt i et af de andre fortælleniveauer, hvor nogle af de ’gode’ afslører sig som ’onde’, hvor det tilsyneladende stærke er svagt, og de mest levende vist egentlig er døde



Eller er det de tre ondskabsfulde kyllinger, der på tv-skærmen følger en del af magtkampen mellem himmel og helvede, mellem godt og ondt?

Ethvert plan i denne fortælling er samtidig indeholdt i et af de andre fortælleniveauer, hvor nogle af de ’gode’ (med Bibendumlignende skikkelser) afslører sig som ’onde’, hvor det tilsyneladende stærke er svagt, og de mest levende vist egentlig er døde.

Ekspressionistisk indflydelse
Logikken i den syrede, vidtløftigt ironiske, ja nærmest selvopløsende historie, der er blevet til over en periode på næsten ti år (første bind udkom på fransk i 1994, tredje og sidste i 2002), fatter jeg ikke helt, forfatteren selv måske heller ikke?

Alligevel har jeg svært ved at lægge den fra mig, og det skyldes billedfortællingens mangfoldighed af udtryksformer. Distinkt pennetegnede figurer og scenerier – som hans sort-hvide album om ’Monsieur le Fruit’ – veksler med komposition af rene farveflader uden konturstreg i ’Den himmelske Bibendum’.

Den nu 46-årige Nicolas de Crécy er anerkendt som en dreven grafisk kunstner, påvirket ikke mindst af ekspressionismen omkring forrige århundredskifte – Egon Schiele, Edvard Munch.

LÆS OGSÅ

Hans album ’Période glaciaire’ blev til en udstilling på Louvre i 2009, og sammen med Sylvain Chomet skabte han i 1990’erne nogle tegneserier plus den Oscarnominerede, lille grumme tegnefilm ’Den gamle dame og duerne’ (1998).

Efter 2003-premieren på Chomets egen ’Trillingerne fra Belleville’ blev instruktøren beskyldt for at have planket streg og stil fra sin tidligere samarbejdspartner.

Og ærlig talt: Den streg er værd at stjæle!

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden