Fra min tid på jurastudiet husker jeg tydeligt, hvor stort indtryk det gjorde på mig, at staten stort set uden undtagelse, og uden smålig skelen til ret og retfærdighed, fik ret i tvister mellem borger og stat – Staten med det store S. Gud nåde og trøste den arme synder, der lagde sig ud med Staten. Her i lille Danmark opretholdt vi jo omhyggeligt op gennem det meste af det tyvende århundrede forestillingen om, at Staten var en god, omsorgsfuld og kærlig mor, en velfærdsstat, der på den ene side var fair retsstat og på den anden side varmt lykkeland.
Og det er kun visse liberalister, der har vidst at fastholde det, som Knud Erik Sonne (f. 1951) nu i sit skrummel af en roman med sand dødsforagt opruller over samfulde 455 sider. Nemlig at Staten altid har en obskøn, pervers bagside.
