Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Kajsa Gullberg (pr-foto)
Foto: Kajsa Gullberg (pr-foto)

Avanceret. Den røde tråd i Eva Tinds nye bog, 'Rosenvej', er en enkel kronologisk konstruktion af billedet af en småborgerlig opvækst i provinsen i Parcelhusdanmark i 1970'erne og 80'erne.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Tekstkunstner begår skarp romandebut om sin barndom i Danmark

Eva Tinds 'Rosenvej' er en meget fin, prosalyrisk erindringsbog om 70’erne og 80’erne.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den begynder med et kejsersnit og ender med en brevsprække, Eva Tinds første roman, ’Rosenvej’.

Først kommer noget ud, tekstens kvindelige jeg, der forlader sin mors skød, og til slut kommer noget ind, et brev fra en søn, der aldrig mødte sin mor. Mellem kvindens sprække og hoveddørens sprække, ligger Rosenvej.

Livet på Rosenvej går meget passende som en mat rosa eller rød tråd gennem teksten.

I forlængelse af forgængerne
Arkitekten, billedkunstneren og forfatteren Eva Tind (f. 1974) har fået ros for sine to konceptuelle digtsamlinger og tekstobjekter, ’Do’ (2009) og ’eva+adolf’ (2011), der ikke mindst har handlet om de skismaer, der knytter sig til det at være født i Korea, adopteret til Danmark, og vokset op i Låsby i Jylland.

LÆS ANMELDELSE ’Rosenvej’ lægger sig på sin egen, forfinede måde i forlængelse af de to første værker, f.eks. optræder også her veninden Gull-Mai, og der er et konceptuelt islæt med pludselige lister i fed sort, hvor der står »jeg noterer«, og så følger en lille liste, hvor det noterende jeg næppe falder sammen med det erindrede jeg. Men der er desuden sket en interessant forskydning. For det første fødes jegfortælleren af den mor, hun også vokser op sammen med, og for det andet har vi her en ren prosalyrik, uden fotografier eller andre medier involveret – når vi ser bort fra det gennemført smukke udstyr, ’Rosenvej’ er udrustet med, dejligt, arkaisk 70’er-papir, mat, fint, stift papirbind, poetisk foto af en lille pige med paraply på bagsiden. Katastrofer Midt i alt dette, spillet mellem kunstig og naturlig identitet, tab og tilhørsforhold, er der en rød tråd: En retrospektiv, iøjnefaldende enkel, hverdagslig og kronologisk konstruktion af billedet af en småborgerlig (faderen er ’vejmand’, moderen laver mad på det lokale plejehjem) opvækst i en kernefamilie i provinsen i Parcelhusdanmark i 1970’erne og 80’erne.

Alt filtreret gennem en hypersanselig og subjektiv linse, som er den pigelige jegfortællers vidtåbne registreringsapparat.

Men måden, hvorpå det gøres, dette at danne erindringer om fortiden, er nu alligevel meget avanceret.

Det er, som om forfatteren skyder skiferplader ind over og under hinanden i et fortættet, glidende forløb (uden for eksempel kapitler), der sammenføjer forskellige og forskudte lag, sådan at vi pludselig er lidt fremme og så lidt tilbage i tid – selv om bevægelsen helt overordnet er kronologisk fremadskridende.

Og så er der midt i denne fremstilling af det helt almindelige og normale også en serie af de ordinære, små og meget store katastrofer, der rammer os i realiteten; storebroderen dør pludselig og uforklaret, og resterne af ham opbevares i en blå gulvvase; forældrene skilles en tid, men flytter sammen igen; jeget passes af en led dagplejemor, der anbringer børnene i kælderen og hiver jegets arm af led; pigen vil en dag varme et lille pindsvin, der ryster af kulde, tror hun, hun putter det i ovnen, går ind for at se ’Anna og Lotte’ og vender tilbage:

»Den bløde klump. Døde, sorte perler, triller ud af ovnen«.

Veninden Halle svigter senere grusomt og napper den første kæreste, Kim; det fine venskab med den ældre, idiosynkratiske kvinde Mathilde, ender med, at Mathilde langt senere bliver dement, jeget tager hende med på svømmetur i åen en dag – det dør Mathilde af, og så er der begravelse.

Hendes søn, som hun aldrig så, vender hjem fra udlandet, men han kommer for sent. Det er hans brev, der til sidst dumper ind ad brevsprækken, men aldrig når sin adressat, det »falder som et gulnet blad«.

Natursansninger og gakkede bipersoner
Nu er Rosenvej ikke hjemsted for katastrofer alene.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Opvæksten er også fyldt til randen med vidunderlige sansninger af natur, og fabulerende erindringer, som her: »Det ordløse, kolde vand indhyller kroppen som en stor, glidende ål, Anguila anguila, som vi flyder ned ad åen i.

Ålen er vores ubåd, der snor sig ildsk over den mudrede bund fyldt med underlige huller, væsner, som strømmen former og frembringer«. Dette fra den fatale svømmetur med den gamle, demente Mathilde, men desuden samtidig et eksempel på, hvorfor det her er prosalyrik og ualmindeligt god prosalyrik af slagsen.

Alt, hvad der har at gøre med slimet, snoet, våd, varm natur, optræder vibrerende skarpt i teksten: »Hunblomster sidder i en skål af røde skæl, de døende blade, de visne (...) den bitre, krøllede smag af lysegrønne blade i munden, en bitter, saftfuld klump«.

LÆS INTERVIEW

Og vi introduceres med stor humor (alle forskelle ufortalt lige som i Dy Plambecks ’Burresø-fortællinger’) for landsbyens galleri af gakkede bipersoner, f.eks. dette par: »Mumitroldene lusker rundt i Brugsen. De har begge små tykke ben og flade, posede ansigter«, de køber ’Ugens Rapport’ og syltede agurker ...

Barndom gennem sprækkerne

Men det var sprækkerne, vi kom fra: moderens sprække og dørens brevsprække.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ind og ud gennem de to sprækker har Eva Tind bedrevet en meget fin og skarp erindringskonstruktion.

’Rosenvej’ er et fornemt tildannet blik på en barndom i Danmark, dette enkle, og enorme rum, som barndommen er.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden