0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Jørgen Leth er en bedre digter end filmmager

Spektret i Jørgen Leths digteriske stemme og blik er stort. Det viser 'Samlede digte'.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
LÆRKE POSSELT (arkiv)
Foto: LÆRKE POSSELT (arkiv)

Livsværk. De første digte var nærmest surrealistiske, men ret tidligt i sin digterkarriere begyndte han at spare på adjektiver og metaforer og kom til at lyde som den Jørgen Leth, vi også kender fra film.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Vi kender alle sammen Jørgen Leths stemme.

Med Martin Buchs parodi fra ’Rytteriet’ er den blevet dansk folkeeje, og det er næsten svært ikke at høre en parodisk overtone med, når man læser et Leth-digt som dette:

»Det er et hårdkogt æg/ jeg piller skallen af det/ jeg spiser det/ jeg kan godt lide æg/ jeg spiser æg hver dag«.

Dette er Jørgen Leth i en æggeskal: hårdkogt, dokumentarisk, nøgtern, fri for adjektiver, føleri og metaforer. Men nu kan man følge Leths digteriske stemme fra dens første til de seneste kvæk i ’Samlede digte’, som Gyldendal udgiver i anledning af Leths 75-års dag.

Og kender man kun til ’Rytteriet’s Jørgen Leth, vil man blive forbavset over, hvordan den lyder i begge ender: metafor- og adjektivrig i starten, humoristisk og selvironisk i slutningen.

Stemmen
I de tidlige 1960’ere er den unge Leths poetiske univers nærmest surrealistisk drømmeagtigt og fuldt af originale metaforer og ordfusioner:

»Wolfgang Amadeus/ viger kolibridrilsk i tropemønstre/ fri under det hvælvede erindringsmøde/ på Europas sommerbænke« eller »Din nål/ i mig/ trækker/ længslens/ kinesertråd/ igennem blodets/ månekronede årer«. Wow!

Men man fornemmer fra starten også det legende, det jazzede. Digtene fra de sene 60’ere og 70’erne tager skridtet fuldt ud i leg med bogstaver og typografi, så vi indimellem nærmer os dada eller de tre små kinesere på Højbro Plads.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce