0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Han skovler sne med Buddhaen

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Stående ved døren åbner jeg ind til digtet, og byder velkommen i en selskabelig tone«, har Billy Collins engang forklaret om sin digteriske praksis. Når digteren Billy Collins byder velkommen, er velkommen i digtet lige præcis hvad man føler sig. Og sådan er der åbenbart rigtig mange, der har det. I løbet af 1990erne etablerede Billy Collins sig ifølge New York Times som »den mest populære digter i Amerika«.

Billy Collins har fået både hæder og ære, men nok så vigtigt er han en af de poeter, som kan få folk, der ellers normalt ikke læser digte, til at gøre det.

»Go, Billy!«, råber de studerende, når han kommer på high school-besøg for at læse op. Forklaringen stikker dybere end blot til digtets varme velkomst. »Poesien er mit bud på et billigt transportmiddel«, lyder anden halvdel af Collins' uhøjtidelige poetik.

»Når digtet er slut, skulle læseren gerne være et andet sted end han var, da han begyndte. Jeg vil gerne have, at han føler sig en smule desorienteret til sidst. Som om jeg i nattens mulm og mørke havde kørt ham ud af byen og droppet ham i en majsmark«. En ny samling 'Sailing Alone Around The Room' udkommer senere i år.

Den følger de fire samlinger, han udgav i 90erne, og som har spredt varm velkomst og frugtbar desorientering i det amerikanske lyriklandskab.

Der er plukket fra alle fire - 'The Apple That Astonished Paris', 'Questions About Angels', 'The Art Of Drowning' og 'Picnic, Lightning' - i opsamlingsheatet 'Taking Off Emily Dickinson's Clothes', der både er en slags greatest hits og det første forsøg på at introducere Collins til læsere uden for USA.

Det er en introduktion til et både charmerende og dybsindigt forfatterskab. En mild og munter stemme, der indkranser det mørke hul for enden af tilværelsen med små blafrende lys i form af gode spørgsmål.

Billy Collins kan godt lide gode spørgsmål. Han stiller mange af dem. Den slags spørgsmål, der har det med at resultere i en forøget undren og et mildt indbrud af surrealistisk tankespind i hverdagens velordnede dagligstue.


Hans digte starter i det dagligdags. Ikke sjældent i det ganske almindelige hus i den ganske almindelige verden, digteren bebor. Det lille bondehus fra 1865, den 59-årige digter deler med sin hustru Diane, der er arkitekt. Det er typisk en verden med sne eller sol udenfor og jazzmusik eller arbejdsro indenfor.

Men hele verden og dens historie kan risikere at dukke op, når digteren fra morgenstunden sætter sig ved skrivemaskinen og går på opdagelse i tankerne og sproget.

Det kan godt være, Aristoteles dukker op, og digtet bliver et digt om digtets begyndelse og dets ende. Eller måske kommer det til at handle om naboens gøende hund, og om hvordan denne enerverende bjæffen egentligt relaterer sig til Beethoven. Alt kan ske.

Skovler digteren sne, sker det han skovler om kap med Buddhaen. Eller fortæller, hvad der sker, når man kommer til at tænke på Art Blakeys version af 'Three Blind Mice', mens man står og hakker persille. Hvordan blev de tre mus egentlig blinde? Skete det ved en fyrværkeriulykke? Hvordan fandt de overhovedet hinanden i »deres bittelille mørke«?

Et andet digt handler om dengang, alle gik med hat. En mand var et væsen, der gik med hat. Også digterens far, der nu er død: »And now my father, after a life of work,/wears a hat of earth,/and on top of that,/a lighter one of cloud and sky - a hat of wind« ('The Death of the Hat').


Billy Collins lader ofte sine digte bære en overskrift, der fungerer som den konkrete ramme, digtets tankestrøm tager afsæt i. Som i digtet 'Workshop', hvor Collins i første linje skynder sig at understrege, hvor meget han holder af titlen, netop fordi han sidder i sit arbejdsværelse og derfor pga. titlen straks blev opmærksom på digtet.

De snurrige tankespring bliver udtrykt med en ligefremhed og lethed, der på ingen måde dækker over sludrevorne, slappe former. Digtene har en egen uformel formfuldendthed. En mild graciøsitet, der sikkert og elegant binder sløjfer på sproget med pointer, der altid er prægnante, men aldrig påtrængende bastante. Tankevækkende, men aldrig indviklede eller hermetiske.

Collins er et bekendtskab, man hurtigt kommer til at sætte pris på. Han ved, hvor alvorlig en sag humor er. Collins dyrker den afslappede og intime tone. Den gode velkomst, der holder hvad den lover. Er man først kommet indenfor hos Billy Collins, kommer man snart på visit igen. Og ikke kun for at se ham klæde Emily Dickinson nøgen.

Faktisk giver Collins mindelser om både Benny Andersen og Dan Turèll. Benny Andersens opfindsomme lune og mørke understrøm kombineret med Turèlls fornemmelse for jazzen, rytmen, hverdagene og Buddhaen.


Når der endelig bliver oversat udenlandske lyrikere til dansk, er der ofte tale om esoteriske digtere, som allerede har deres plads i litteraturhistoriens smalleste nicher. Med Billy Collins er der en oplagt lejlighed til at oversætte en digter, der er aktuel, tilgængelig, morsom og oven i købet burde kunne lade sig oversætte, uden at man behøver gribe til de helt vilde krumspring.

Ikke mindst da indholdet ikke blot er universelt, men meget vel kunne finde en særlig modtagelighed i et land, hvor nationalskjalden hedder Benny Andersen.

Så hvorfor ikke byde velkommen til Billy Collins, når han dukker op ud af det blå? (»You can have Egypt and Nantucket./ The only place I want to visit is The Blue,/ not the Wild Blue Yonder that seduces pilots,/ but that zone where the unexpected dwells«).

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce