Stående ved døren åbner jeg ind til digtet, og byder velkommen i en selskabelig tone«, har Billy Collins engang forklaret om sin digteriske praksis. Når digteren Billy Collins byder velkommen, er velkommen i digtet lige præcis hvad man føler sig. Og sådan er der åbenbart rigtig mange, der har det. I løbet af 1990erne etablerede Billy Collins sig ifølge New York Times som »den mest populære digter i Amerika«. Billy Collins har fået både hæder og ære, men nok så vigtigt er han en af de poeter, som kan få folk, der ellers normalt ikke læser digte, til at gøre det. »Go, Billy!«, råber de studerende, når han kommer på high school-besøg for at læse op. Forklaringen stikker dybere end blot til digtets varme velkomst. »Poesien er mit bud på et billigt transportmiddel«, lyder anden halvdel af Collins' uhøjtidelige poetik. »Når digtet er slut, skulle læseren gerne være et andet sted end han var, da han begyndte. Jeg vil gerne have, at han føler sig en smule desorienteret til sidst. Som om jeg i nattens mulm og mørke havde kørt ham ud af byen og droppet ham i en majsmark«. En ny samling 'Sailing Alone Around The Room' udkommer senere i år. Den følger de fire samlinger, han udgav i 90erne, og som har spredt varm velkomst og frugtbar desorientering i det amerikanske lyriklandskab. Der er plukket fra alle fire - 'The Apple That Astonished Paris', 'Questions About Angels', 'The Art Of Drowning' og 'Picnic, Lightning' - i opsamlingsheatet 'Taking Off Emily Dickinson's Clothes', der både er en slags greatest hits og det første forsøg på at introducere Collins til læsere uden for USA. Det er en introduktion til et både charmerende og dybsindigt forfatterskab. En mild og munter stemme, der indkranser det mørke hul for enden af tilværelsen med små blafrende lys i form af gode spørgsmål. Billy Collins kan godt lide gode spørgsmål. Han stiller mange af dem. Den slags spørgsmål, der har det med at resultere i en forøget undren og et mildt indbrud af surrealistisk tankespind i hverdagens velordnede dagligstue.