To kvinder bor alene sammen i et sort træhus på en ellers øde ø. De står op, gør morgengymnastik, går i vandet, tager hatte og badekåber på og af, nyder sol og salt og hinandens hud.
Om natten strømmer stedvis lyde af nydelse ud til læseren gennem husets åbne vinduer. Men der er også noget anspændt mellem dem, som forstærkes, da først en fremmed pige, siden en fremmed mand dukker op på øen. Det er syndefaldshistorien om igen: den paradisiske idyl i ubrudt samdrægtighed og så noget tredje, der melder sig og skaber forskel og splittelse. To skal blive til tre. Også i bogens overordnede plot, som starter med to, der forenes, og slutter med tre (far, mor, barn), der fjerner sig. Syndefaldet De to kvinders enhed understreges af, at de hedder næsten det samme: Svalevi og Svanevi. Man opgiver hurtigt at finde ud af, hvem der er hvem, ikke mindst når de lange passager af dialoger veksler mellem ganske korte replikker uden angivelse af, hvem der taler (»Jeg er her./ – Hvad?/ Jeg er her./ Hvad mener du?/ Bare det. Jeg er her«). Også for læseren sker der det, som beskrives at ske, når de to kvinder omfavner hinanden tæt: »De bliver næsten til ét væsen«. Muligheden for, at de kan betragtes som to dele af samme kvinde, står åben.
