I en alder af 81 år kan Tom Wolfe stadig få den op at stå. ’Back to Blood’ er nemlig en ordentlig krabat af en sprogligt opgejlet amerikansk sædefortælling, som kun Tom Wolfe kan skrive den.
Syv millioner dollar har Wolfe efter sigende fået i forskud for ’Back to Blood’. Den slags forpligter, og new journalism-dandyen leverer da også varen for fuld skrue med stiv prosa og håret tilbage.
I Tom Wolfes billede af USA ligner demokratiet mere et nådesløst hundeslagsmål end en vision om frihed og lighed. Alt handler alt om race, klasse, magt og status, og det gør det, hvad enten udtryksformen er sex, penge eller fiduskunst (hvilket i Wolfes optik stort set er al moderne kunst!).
Det er ikke ligefrem et nyt amerikansk billede i Wolfes forfatterskab. Hvad der fortsat gør det spændende og værd at beskæftige sig med, er Wolfes metode, stil, energi og så selvfølgelig skrivekuglens basale forførelseskunst.
Vil glæde fans
Den gamle journalist kan stadig kunsten at skrive romaner på basis af en så grundig research, at selv de mest vilde karikaturer er sømmet op på detaljer og snu indsigt, som giver dem en giftig troværdighed.
Hvad angår stilen, ja, så må man trækkes med Wolfes vildt overgearede brug af lydord, der er mildt sagt anstrengende, og noget lignende gælder hans brug af indskudte 'tanker', hvor sætninger flyver hektisk ind og ud af hovedet på personerne.
LÆS OGSÅ
Det sidste er i modsætning til lydordene dog også positivt med til at give romanens dens højoktane speed. Det er, som om der slet ikke er tid til at standse op og tænke for alt det, der sker og skal nås at fortælles!
Tom Wolfe-fans vil med glæde konstatere, at den roman, som ’Back to Blood’ minder mest om, er Wolfes første rigtige roman, ’Forfængelighedens bål’, fra 1987.
Ikke de lige muligheders land
Denne gang er scenen ikke sat i New York blandt ’verdensherskerne’ på Wall Street, men i det solbeskinnede Miami, som Wolfe fremstiller som et vulgært sindbillede på fremtidens USA.
Glem alt om kultursnobberne i New York og underholdningsindustrien i LA. Miami har sol, sex, stoffer, cubanske skønheder og al den billige glamour og alle de milliardærer, man kan ønske sig.
Og så er det den eneste storby i USA, hvor befolkningsflertallet er indvandret inden for de sidste 50 år. Nemlig de cubanere, der nu styrer byen som en forsmag på USA’s fremtid som latinoernes land.
En central del af ’Back to Blood’ er de sortes og cubanernes syn på hinanden og på de hvide, som stadig kulturelt og økonomisk har fat i den lange ende.
Den knugende følelse af uvidenhed hos afroamerikanere og cubanere løber som en rød, kløende tråd igennem bogen. De kulturelle referencer og det udvidede ordforråd, man bare ikke har med en dårlig uddannelse bag sig.
Et velanbragt fremmedord eller to og man står splitternøgen trods alle sine honnette ambitioner. Wolfes demokratiske klassesamfund er ikke de lige muligheders land, men er bestemt af kultur, hudfarve, købekraft, hvor alt er til salg, men stadig færre har råd til at købe sig til tops i en prostitutionskultur fra top til bund.
Spraglet persongalleri
Som i ’Forfængelighedens bål’ handler det om det altid sprængfarlige emne race. Racismen gennemsyrer alt, men man må ikke sige det højt. Kommer man til at skubbe til racernes skrøbelige magtbalancer, bliver man øjeblikkelig ofret som syndebuk, lyder – igen – Wolfes dramatiske tese.
I ’Back to Blood’ har den unge cubanske politimand Nestor Camacho helte- og offerrollen. Ved en titanisk, heltemodig indsats redder Nestor en desperat mand fra at falde ned fra en tårnhøj skibsmast og slå sig selv ihjel.
En helt altså. Nej, ikke helt. For manden i toppen af masten var cubansk flygtning, og ved at forhindre ham i sætte fod på amerikansk jord (vandet tæller ikke) har Nestor forhindret flygtningen i at opnå automatisk asyl i Amerika. Han ryger i stedet tilbage til Fidels Cuba, og Nestor bliver en paria i alle Miamis cubanske øjne – og de er mange!
Nestor Camacho er hovedperson, men ’Back to Blood’ fletter mange historier sammen til et spraglet kludetæppe af et persongalleri, som Wolfe med rutineret husflid får til at hænge sammen med sine temaer i et højt opskruet tempo.
Onanerer sig selv halvt ihjel
Der bliver som i en film klippet effektivt. Nestors elskede Magdalena går i seng med den kendte pornoterapeut Norman Lewis. Hun vil frem i verden. Norman Lewis sørger for at fastholde milliardæren Maurice Fleischmann i en tilstand af pornoafhængighed.
Fleischmann er ved at onanere sig selv halvt ihjel, men han tror på dr. Lewis, og så længe han gør det, kan Norman klatre op, op, op på hans ryg i de stenriges skønne verden.
Via Fleischmann kommer Norman, Magdalena og læseren ind i en verden, hvor alle vil bedrages af latterlig moderne kunst, af groteske gastronomiske påfund og en orgiekultur, som ligner en sveden vits på den yderste spids af den seksuelle frigørelses an- og betændte organer.
Her trives skumle russiske oligarker, cubanske politikere og sorte voldsmænd side om side, mens de sørgelige rester af journalistisk integritet bliver solgt ud i bundter hos en presse, der er blevet reduceret til sladderspalten på en skødehund.
De nyriges skingre selvfedme
'Back To Blood’ er på mange måder sindssygt underholdende, skarp og durkdreven. Fællesnævneren for alle disse figurer fra alle samfundets lag er deres ambitioner, deres frygt for at falde igennem og den konstant seksuelt roterende selvbevidsthed som i en medieficeret tidsalder breder sig som mug på hjernen.
Selv den mest magtfulde politichef opfører sig som en teenager, der ikke kan lade være med konstant at tilkaste sit eget udseende i spejlet anerkendende blikke.
Forskellen er bare, at spejlet nu er blevet erstattet af de andres øjne, af kameraer, af iPhones, de andre.
En 24-7-linse under Miamis bankehamrende solgud. De nyriges skingre selvfedme. Den unge generation uden efternavne og med tøjstil som strandbumser og sorte gadeforbrydere. En nation med sex på hjernen, hvor 65 procent af alle hits på internettet er porno. Det skorter ikke på skarpe iagttagelser i ’Back to Blood’.
Tidens vulgært vaklende babelstårn
Narrespillets kujonagtige og skrydende aktører blive ristet over en sagte ild, så lugten af grillstegte cojones breder sig lifligt.
Men hvad vil Tom Wolfe egentlig med sin historie? Hvis han bare vil underholde, drøner han sikkert i mål. Hvis han vil gennemlyse USA’s sindstilstand som værende på vej til at synke ned i en sump af uvidenhed og pueril masturbationskultur med Miami som prisme, så gør han det også, så det forslår.
LÆS OGSÅ Jonathan Franzen bliver coverstjerne
Men dybest set ligner han med sin værdikonservative hovedrysten og automatrindalisme også bare enhver anden gammel mand, der ryster på hovedet ad en ny tids dårskaber og fatale manglende sans for ordentlig grammatik. Men som han – helt typisk for den samtid, han håner så indædt – hopper glad om bord i.
Tom Wolfe draperer sin knarvornhed over tidens vulgært vaklende babelstårn med en viril ung forfatters testosteronpumpende prosa. ’Black to Blood’ PUMPER, PUMPER, PUMPER med litterær viagra over samfulde 700 stive sider.
fortsæt med at læse
