Tom Wolfe er en provokatør. Og han elsker det.
Han nyder at posere i den snehvide habit, der er blevet hans varemærke, og han kan slet ikke lade være med at udfordre den amerikanske kulturelite, som han netop har gjort under den amerikanske valgkamp.
Tabuiseret præsident
»Hvis alt andet glipper, kan man jo altid stemme på Bush«, sagde Wolfe ved et middagsselskab, hvor cremen af amerikansk kultur igen sad og diskuterede, hvordan man kunne overbevise folk om, at de ikke skulle stemme på præsidenten.
»Folk så på mig, som om jeg lige havde sagt: Undskyld, men jeg glemte vist at fortælle, at jeg forgriber mig på børn«, fortalte Wolfe til avisen The Guardian i sidste uge, da han blev interviewet om sin nye roman 'I am Charlotte Simmons'.
Ærligt billede af verden
Jo, Wolfe ved godt, hvilke knapper han skal trykke på for at få folk op af stolene.
Han ved også godt, at mange betragter ham som en del af den amerikanske højrefløj, hvilket nu ikke har forhindret ham i at pille pynten af nogle af de ærkeamerikanske symboler og miljøer.
Han siger selv, at hans idol er Emile Zola, fordi denne ikke gik ud og beskrev de fattige som mennesker, der altid var gode og ædle, men netop bevægede sig ud i virkeligheden og så, at de også var drikfældige, ambitiøse og lede.
Og selv har han den samme ambition. At vise et ærligt billede af den verden, vi kender, hvor uflatterende billedet end kan se ud, og spørger man ham selv, er hans eneste ambition at være en god skribent.
Kritik af universitetsverdenen
I bøger som 'Kold marv', 'Forfængelighedens bål' og 'En stor mand' har Wolfe tidligere blotlagt livet bag facaden hos NASA's astronauter, børsmæglerne i Wall Street og den rige overklasse i Sydstaterne.
I sin nye roman, som udkommer i USA på tirsdag, går Wolfe i kødet på to af de amerikanske stoltheder, de legendariske eliteuniversiteter som Yale, Princeton og Harvard og ikke mindst den sportsverden, som er en populær del af det amerikanske undervisningssystem.
Og ingen stolt familiefar vil fremover kunne sende sin præmiestudent af en datter til et af de store universiteter uden at spekulere over, hvad det egentlig er for en verden, hun vil møde - og om hun vil komme bare nogenlunde intakt ud i den anden ende.
I hvert fald ikke hvis faderen har læst historien om Charlotte Simmons. Og hvis faderen vel at mærke aldrig selv har været på college eller aldrig har interesseret sig for film, der beskriver det løsslupne studiemiljø.
Sex og status
Wolfes roman skildrer universitetets nærmest parodiske sportsverden, og den skildrer samtidig et universitetsliv, som i Tom Wolfes version handler meget lidt om akademisk kunnen.
Studierne kommer først ind på listen, når den sidste dåseøl er drukket, de muskelfremmende stoffer er indtaget og det seksuelle begær for en stund er blevet tilfredsstillet, for skal man tro den gamle forfatter - og det skal man vel, eftersom han har researchet på stoffet i fire år - er sex og status den helt store drivkraft i det amerikanske universitetsliv. »Hvis jeg gik på universitetet i dag, ville jeg blive skræmt fra vid og sans«, sagde Wolfe til The Guardian.
Ifølge Wolfe selv handler 'I am Charlotte Simmons' om, hvordan sex og status spiller sammen, hvad man i dén grad må sige, at de gør i romanen.
Politisk blowjob
Tonen bliver anslået allerede i prologen, hvor Hoyt Thorpe og hans ven Vance går rundt på campus på det fiktive eliteuniversitet Dupont. Og dér - i månelyset, inde mellem træerne - ser Hoyt og hans ven pludselig en mand sidde op ad et træ med bukserne nede om hælene, mens en piges hoved bevæger sig rytmisk op og ned mellem hans lår.
Manden i skovbunden viser sig at være en politiker, der to dage senere skal holde afslutningstalen på Dupont. En mand, der af mange ses som en kommende præsidentkandidat. Pigen er en studerende, som Vance kender fra undervisningen, og som netop dér er ved at få en afgørende lektion i samspillet mellem sex og magt.
»Jeg har forsøgt at beskrive sexscenerne uerotisk. Hvis nogen bliver den mindste smule ophidsede af at læse det, er det mislykkedes for mig. En stor del af sex i dag er uerotisk, hvis man med erotisk mener, der skal opbygges en smule fantasi eller romantik«, sagde Wolfe til The Guardian og beklagede sig samtidig over, at det i dag er blevet alt for nemt at gå i seng med hinanden.
»Det er et pres, der ligger på alle, men jeg tror, det påvirker piger mere end drenge«, sagde han. »I 1960'erne talte man om en seksuel revolution. I dag er det blevet til et seksuelt karneval«.
Charlottes historie
I sin nye roman sender Tom Wolfe sin hovedperson, Charlotte Simmons, direkte ind i karnevalsoptoget, hvor hun ankommer fuldstændig uforberedt.
Hendes historie begynder langt uden for lands lov og ret. I et udsted af en provins oppe i North Carolinas bjerge. Her ligger den lille flække Sparta, der huser 900 gudfrygtige indbyggere.
Billy Simmons, Charlottes far, er en af dem. Sammen med resten af familien på County Road 1709 bor han i den lille cigarkasse af et hus, som i starten kun var en udgravet kælder overdækket med tagpap. Her indrettede de sig, indtil de fik råd til at bygge husets stueplan.
Billy har egentlig ikke noget arbejde. Han hjælper lidt til hos nogle af de velhavere, der har sommerboliger i området, hvor de fleste virksomheder efterhånden er forsvundet. Familien lever stor set af konens halvtidsjob på sheriffens kontor.
Svigtende selvværd
Det er denne familie, Charlotte Simmons er vokset op i. En familie helt uden akademiske traditioner. En familie, hvor bandeord er utænkelige, og hvor det er en selvfølge, at datteren er jomfru, den dag hun forlader familien for at tage på Dupont.
Her har hun fået en fuld friplads, fordi en ældre, kvindelig lærer har set det som sit personlige projekt at bære den kvikke elev ud i en verden, hvor hun skal være stolt over, hvad hun kan, og hvem hun er. Hver gang, hun bliver i tvivl om sit værd, skal hun se sig i spejlet og sige den manende besked til sig selv: »Jeg er Charlotte Simmons«. Dét får hun brug for nogle gange.
Da hun ankommer til Dupont efter en køretur på ti timer i familiens gamle pickup, skal hun dele værelse med Beverly, hvis familie lige er ankommet i privatfly og har sørget for, at en flyder af en luksusbil holder klar til at køre dem de sidste kilometer.
Journalistik frem for litteratur
To verdener støder sammen på pigernes værelse, og i romanen er det i det hele taget Charlotte Simmons' provinsverden, der støder sammen med verden, som den i virkeligheden tager sig ud. Ifølge Wolfe. Og det er ikke altid noget kønt syn.
Det er eksempelvis en universitetsverden, hvor alle ligger på maven (eller er det ryggen) for de store sportsstjerner, hvis hjernekapacitet er omvendt proportional med deres oppumpede muskelbundter. Det er den del af universitetsverdenen, Wolfe kalder en dårlig komedie. Et teater, hvor alle involverede lader, som om de feterede sportsstjerner studerer, mens sandheden er, at mange af dem slæber sig igennem nogle pseudofag på lavt niveau.
Det er Charlotte Simmons' storhed og fald - og mulige genkomst - Wolfe beskriver i sin nye roman, og når kollegerne får den læst, skal han også nok få de hug, han plejer at indkassere. At der mere er tale om journalistik end om litteratur, som John Updike skrev om 'En stor mand'. Eller som John Irving engang udtalte: »Wolfes problem er, at han ikke kan ... skrive. Han er ikke forfatter«.
Den besked må man også sige, at Wolfe selv bad om, eftersom han i årevis har sagt, at den amerikanske, skønlitterære roman var døende, og at fremtiden tilhørte den dokumentariske, den journalistiske roman. Wolfe-romanen.
Stadig provo
Tom Wolfe er efterhånden blevet 74 år gammel, men lysten til at provokere er usvækket, og med romanen om Charlotte Simmons tyder intet på, at han holder op med at beskrive bagsiden af de ærkeamerikanske symboler.
Der er heller ikke noget, der tyder på, at han holder op med at jokke sine venstreorienterede kolleger over tæerne, som han gjorde op til valget.
»Jeg kunne finde på at stemme på Bush bare for at kunne stille mig op i lufthavnen og vinke farvel til alle dem, der har sagt, at de flytter til London, hvis han vinder igen. Nogen er jo nødt til at blive her«.
fortsæt med at læse
