En noget fyrrig Tolk

Lyt til artiklen

I 1856 mistede verden to digtere som umiddelbart kunne tage sig meget forskellige ud. Tyske Heinrich Heine døde i sit parisiske eksil, forvist fra sit fædreland på grund af både erotisk, politisk og religiøs uanstændighed, men samtidig som digter højt berømmet - langt ud over Tysklands grænser. Få måneder senere døde danske Emil Aarestrup i Odense hvor han som embedslæge var en respekteret del af det gode borgerskab - som digter, derimod, var han så godt som ukendt. Det som først og fremmest gør de to digtere beslægtede, er en særegen blanding af det erotiske og det ironiske: På den ene side en koket og sværmerisk overfølsom erotik der blusser og dirrer med sved i håndfladerne og hektisk røde kinder; på den anden side en langt mere moden, næsten kynisk bevidsthed om hvad der foregår - og en drilsk markering af grænserne for hvad man dengang kunne tillade sig at sige om det erotiske. Aarestrup var en stor beundrer af den erotisk-ironiske Heine; politiske, religiøse og andre sider af tyskerens forfatterskab interesserede ham ikke. I sine fordanskninger har han holdt sig til de digte han følte sig beslægtet med, og resultatet er at Heines digte næsten lyder som Aarestrups egne. Oversættelserne er med andre ord ualmindeligt kongeniale - og ofte rentud mesterlige i detaljen: Aarestrups virtuose digteriske teknik kommer ham til gode, og det er forbløffende og imponerende hvor meget han får bragt med over i de danske versioner, også - eller måske især - rytmisk og klangligt. Når det kommer til gengivelsen af betydningerne, bliver Heines digte af og til drejet en smule i Aarestrupsk retning. Den danske digter er mindre kølig, mere kæk og koket end sin tyske kollega: Et behersket tysk 'afskedskys' gengives mere passioneret med »et Kys ( ), et ømt Farvel«. Tilsvarende udviskes det teoretiske og reflekterende hos Heine: Når den tyske digter taler om en mund der »flyder over med metaforer«, undgår Aarestrup det abstrakte begreb og kalder munden for »en noget fyrrig Tolk«. Det er netop hvad Aarestrup selv er i sine mesterlige gendigtninger af Heine.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her