I en ganske bogstavelig forstand har Helmer van Wonderen, den 56-årige hovedperson i romanen ’Ovenpå er der stille’ af den hollandske forfatter Gerbrand Bakker, levet en andens liv. Siden hans tvillingebror Henk omkom som nittenårig i en bilulykke, har Helmer levet den tilværelse, som broren var udset til. Han droppede sine universitetsstudier i Amsterdam for at passe den slægtsgård, som Henk skulle have ført videre: »et par dage [efter ulykken] sad jeg med hovedet under køerne«, fortæller Helmer, før han lakonisk tilføjer: »Og der har jeg befundet mig lige siden«. Med den udadvendte tvillingebrors bortgang voksede Helmers trang til at træde i baggrunden sig endnu større, end den var i forvejen. På romanens nutidsplan finder Helmer sig selv 37 år senere – samme sted, med hovedet under køerne og som en slags forpagter af brorens liv. Hans knarvorne patriarkfar har han parkeret på førstesalen i det hus, som for Helmer er en stor mindestue og tidslomme, hvor årene er svundet næsten sporløst hen. En langsom opvågningsproces Hvad man som læser overværer i Bakkers roman, er en langsom opvågningsproces, der sættes i gang, da Helmer kontaktes af Riet, den kvinde, broren skulle have været gift med. Og som for alvor tager fart, da Helmer modtager Riets 18-årige søn, lille-Henk, som en slags forvokset feriebarn. Det sætter tanker i gang og giver perspektiv på den beskyttede ikke-tilværelse, Helmer har levet. Impulserne vækker en gammel drøm til live om at besøge Danmark, sjovt nok, der i romanen optræder som et forjættet land med eksotiske stednavne som Værløse, Farum, Holte og Birkerød, der lokker med erotisk kraft. Og der ender den for Helmers vedkommende, oppe i det smukke klitområde Heather Hill ved Rågeleje, som han rejser til på eget initiativ. Som første skridt i et nyt liv, der i langt højere grad er Helmers eget. Det er kun ovenpå, der er stille i Bakkers fine prosa; nedenunder rumsterer lidenskaberne. Dialoger, erindringsfragmenter og landskabsbeskrivelser samler sig fortræffeligt i hans stemningsfremkaldende roman, der er så stilfærdig og alligevel sigende, som et hollandsk genremaleri kan være det.