Det var første gang i ti år, at en debutant modtog Pulitzer-prisen, da Paul Harding i 2010 vandt med sin lille roman 'Tinkers'. Titlen er svær at oversætte. En 'tinker' er en kedelflikker, og sådan en optræder der i fortællingen. Men hvis 'tinker' er et verbum, betyder det at sidde og fifle og rode med småtterier. Det bliver der også gjort i stor stil. Så den danske titel 'De små ting' er ikke helt ved siden af. Den er bare ikke særlig opfindsom. Især når man betænker, at oversætteren, Søren K. Barsøe, ellers har været ret opfindsom i sine vellykkede forsøg på at indfange den sirlige poesi i Paul Hardings lyriske prosa, der helt ind i sprogets kerne prøver at spænde mellem præcision og vision.
Svimmel meditation 'De små ting' er først og fremmest smuk prosa og en tider næsten svimmel meditation over tidens gang, mens generationer går i svang. Tre generationer af mænd glider over i hinandens sind og historie. Den yngste af dem, George, ligger som gammel mand døende af kræft i sin seng, i huset, han selv har bygget. Hans tanker glider ind og ud af nutiden. De kan ikke mere gribe præcist om tankens genstande. I stedet smutter andre tiders andre syner ind i hans flakkende bevidsthed. LÆS OGSÅHvorfor man skal læse Norén På dødslejet bliver hans bevidsthed flikket og nittet sammen med hans far, Howards, historie. Kedelflikkeren Howard, der skrumplede rundt med sin hestevogn og solgte gryder, potter, pander og sæbe til fattigfolk i skovene eller reparerede deres gamle grej. Drømmeren og epileptikeren Howard, der nød et brydsomt liv tæt på naturen og poesien, men var gift med den bitre Kathleen, der forklædte sin rædsel for ikke at elske sine børn som benhård og glædesløs disciplin. Fattigdommen var strid i det gamle New England og Howard ikke meget bevendt som skaffedyr.
Spændte metaforer I mange år tjente George godt på at reparere ure. Hans pillen ved de mekaniske urværk bliver en metafor spændt til bristepunktet. Naturen er sit eget urværk. Menneskenes skæbner griber ind i hinanden som små tandhjul. Urets poesi som beror på »den menneskelige proces at destillere civilisation fra den amokløbende natur« som en mekanikglad pastor fra 1783 citeres for. 'De små ting' er skrevet med en urmagers sans for sammenhæng og præcision kombineret med en digters blik for den besjælede detalje. LÆS OGSÅ70-årig kridter scorebanen klart op igen Men det er også en prosa, som har det med at pakke dramaet ind i sprogets forkærlighed for præcisionsmekanik og filigran. Det er først, da historien om den tredje generation kommer på banen, at den lille roman også får store armbevægelser. Howards far og Georges bedstefar var prædikant, der farede vild i ånden og endte på sindssygeanstalt. Sproget, der skejer ud i syner og galskab, men måske kan tøjles af den konkrete opgave.
Insisterer på præcision Paul Harding opnår en helt egen spænding ved hele tiden at insistere på præcisionen. Også i beskrivelsen af visionen. En subjektiv beskrivelse af et epileptisk anfald er fornem skrivekunst, og det 30 sider lange kapitel 3, som introducerer bedstefaderen og med en fortumlet naturoplevelse som medium smelter generationerne sammen på tværs af tiden, er decideret storslået og klart bogens bedste afsnit. Det kan stå for sig selv som en mindeværdig amerikansk short story.LÆS OGSÅOverset, mordernistisk romanklassiker er endelig udkommet på dansk Paul Harding har selv stået i lære som urmager hos sin bedstefar og har tilbragt store dele af sin barndom med at flakke om i skovene i Massachusetts, så der er selvoplevet stof i denne debutroman fra den tidligere trommeslager i den glimrende rockgruppe Cold Water Flat. Er denne på mange måder imponerende debutroman begyndelsen på et stort forfatterskab? Det er faktisk svært at svare på. Sprogligt er talentet raffineret og blikket voldsomt poetisk. Men som fortælling synes jeg, finmekanikken indimellem bliver så perfektionistisk konstrueret, at det føles iltfattigt. Spørgsmålet er, om Harding vil blive en fifler eller en fortæller. Jeg frygter det første, men håber det sidste.