Jeg undgik i mange år Lars Norén (f. 1944) ud fra en helt urimelig fornemmelse af, at han bare var et sent, blegt og småhysterisk 70’er-ekko af Strindberg, og i øvrigt en lidt overflødig tvillingebror til Ingmar Bergman: hvorfor læse Norén, når man allerede ser Bergman og læser Strindberg?
Men der tog jeg selvfølgelig fejl, og om ikke før gik det virkelig op for mig nu, ved mødet med tre heftige Norén-dramaer, oversat af ingen ringere end hjemlige Mikkel Thykier og udgivet på vores fortræffelige og utrættelige avantgarde-forlag After Hand. Hvad er det så, han kan, Norén, og hvad er det for tre stykker, vi får?
