Rebibbia-fængslet i Rom er kulissen, når brødrene Vittorio og Paolo Taviani i deres aktuelle film ’Cæsar skal dø’ følger en flok af virkelighedens dømte opføre Shakespeares klassiker ’Julius Cæsar'.
Med den bevogtede ramme minimeredes flugtrisikoen ved at bruge ægte kriminelle som aktører i kunsten formodentlig betydeligt. I hvert fald er der ikke meldt om katastrofer i kølvandet på filmen.
LÆS ANMELDELSE Indsatte spiller Shakespeare i prisvindende dramadokumentar
Anderledes utilsigtede tragiske konsekvenser fik det til gengæld, da den svenske dramatiker og forfatter Lars Norén i 1999 lod tre indsatte turnere med stykket ’Sju:Tre’.
Allerede ved turnepremieren på ’Sju:Tre’ i Umeå i februar det år vakte det opsigt i Sverige, at Lars Norén ud over skuespilleren Reine Brynolfsson lod rollerne spille af tre dømte, nynazistiske fanger: Mats Nilsson, Tony Olsson og Carl Thunberg.
Politiken- anmeldelse satte debat i gang
De tre indsatte var hentet til Riksteatern ude fra virkeligheden med det formål at lade dem spille sig selv i iscenesat version. At åbne teaterscener for amatører med ægte i stedet for fiktive historier på hjerte var ikke noget særsyn i sig selv.
For Lars Noréns vedkommende var begrebet ’virkelighedsteater’ en del af hans virke som dramatiker. Men at give dømte, stadig indsatte kriminelle med ekstreme nationalsocialistiske holdninger lov til at tale uimodsagt på en scene var – mildt sagt – et foruroligende særsyn.
En anmeldelse skrevet i Politiken af Lise Garsdal fik for alvor debatten i gang – også blandt svenske kritikere og reportere.
»Virkelig, virkelig kvalmefremkaldende problematisk er det, at Lars Norén afprøver demokratiets gummigrænser på demagogiens og envejskommunikationens præmisser«, skrev Lise Garsdal bl.a., da hun en uges tid efter premieren i Umeå havde set ’Sju:Tre’ i Norsborg.
Derefter blev kritikken af Noréns projekt mere udtalt også i Sverige, hvor alle turneens planlagte 25 opførelser dog blev gennemført.
Amatører meldt for racisme
Mens Carl Thunberg var temmelig tavs i stykket, udtrykte Tony Olsson og Mats Nilsson sig – hjulpet af manuskriptforfatter og instruktør Lars Norén – på måder, der to uger efter turnepremieren fik journalisten Erik Sidenbladh fra Svenska Dagbladet til at melde de to fanger til politiet for racisme. Igen voksede kritikken af ’Sju:Tre’ og dermed også af den ellers højt respekterede Lars Norén.
Havde hans dømmekraft i det her tilfælde svigtet? Oven på succesen med det adskillige timer lange socialrealistiske drama ’Personkreds 3’?
Norén selv udtalte til Sveriges Radio P1, at en debat på de hidsige højder overhovedet ikke havde været hans hensigt, og at han var ked af, at svenske jøder var sårede over nogle af fangernes udtalelser i ’Sju:Tre’.
Samarbejde på fangernes opfordring
Han forsvarede stykket med, at dets formulerede tanker fandtes i Sverige og i Europa, og citeredes i Politiken for følgende:
»Jeg tror, at udstødtheden, den tidlige brændemærkning, er livsfarlig. Vi må åbne dørene for de mennesker, som føler og tænker sådan. Det, jeg ville med dette stykke, var at spørge: Hvad skal vi gøre? Og hvad skal vi gøre med fængselsvæsenet? Dette frygtelige menneskelige og økonomiske sløseri«.
Mens debatten fortsatte gennem foråret 1999, blev ’Sju:Tre’ opført. Før hver optræden blev de tre indsatte hentet i deres celler for siden at blive kørt tilbage dertil efter forestillingerne.
Oprindeligt var det fængslets tanke, at et teaterprojekt udelukkende skulle udfoldes inden for fængslet Tidaholmsanstaltens mure.
Der, i Tidaholm, var ’Sju:Tre’ da også begyndt i 1998 med et samarbejde mellem de tre fanger og Lars Norén – på fangernes opfordring, med fængselsledelsens billigelse og som en del af et resocialiseringsprogram under den svenske kriminalforsorg.
Bankrøveri dagen efter sidste forestilling
Nu hvor en turne var i gang, var det lykkedes for Tony Olsson at få ansat sin ven Andreas Axelsson som chauffør.
Tony Olsson afsonede seks år for planer om mord. Inden turneen med forestillingerne uden for Tidaholmanstalten begyndte, foretog fængslets ledelse en vurdering af fangerne, hvor de nåede frem til, at ingen af dem var farlige eller havde tilbøjelighed til at flygte.
'Sju:Tre' blev opført for sidste gang 27. maj 1999. Dagen efter var Tony Olsson sammen med chaufføren Andreas Axelsson og en fælles kriminel bekendt, Jackie Arklöf, på flugt i en stjålen Saab efter at have røvet en bank i byen Kisa.
Betjente forsøgte at standse de tre røvere, som havde stillet sig op i et vejsving bevæbnet med automatvåben. Begge betjente, Robert Karlström og Olle Borén, blev myrdet.
Virkelighedsteatrets dybe ar
Med mordene på de to betjente fik ’Sju:Tre’ en sidste akt, der gjorde Tony Olsson herostratisk berygtet.
Samtidig bekræftede hans flugt, røveriet og mordene, at nogle af dramaets kritikere, herunder fængselsvagter fra Tidaholmanstalten, kunne have haft en pointe, da de påpegede risikoen for, at skuespilberømmelse ville opmuntre fangerne til at være kriminelle i stedet for det modsatte.
Alle tre mænd fra bankrøveriet i Kisa blev fængslet og fik livstidsdomme. Tony Olsson flygtede fra fængslet i 2004, men blev hurtigt fanget. Siden har han læst historie og fået udgivet to bøger.
Et åbent sår
Efter politimordene og den derfor åbenlyse fiasko med resocialiseringsprojektet var Lars Norén stort set tavs i månedsvis. Ganske vist tilbød både han og producent Isa Stenberg at forlade Riksteatern, efter at kriminalforsorgen i Sverige en overgang beskyldte teatret for aftalebrud.
Men da bestyrelsen for teatret udtrykte fuldstændig tillid til Stenbergs og Noréns ledelse, valgte de begge at fortsætte deres arbejde.
Et tragisk åbent sår havde Lars Noréns virkelighedsteaterform dog fået.
Der blev demonstreret mod nynazisme, fiktionens og kunstens ansvar blev diskuteret, og selve retssagen mod de tre røvere og mordanklagede var i gang, før Lars Norén først fem måneder efter mordene selv udtrykte sig offentligt i en kronik om sagen – i øvrigt uden at sige, at han med ’Sju-Tre’ havde fejlbedømt rampelysets flatterende effekt på fangernes selvopfattelse.
Ustraffet folkemord
I en af dette års bedste danskproducerede dokumentarfilm, ’The Act Of Killing’, bruger instruktøren Joshua Oppenheimer også ægte kriminelle i hovedrollerne. I modsætning til rolleindehaverne i ’Cæsar skal dø’ og ’Sju:Tre’ har forbryderne i ’The Act Of Killing’ dog aldrig modtaget en fængselsdom.
LÆS ANMELDELSE Genial dokumentar genskaber absurd folkedrab
Deres folkemord på i omegnen af en million mennesker i Indonesien i midten af 1960’erne blev støttet af militæret, der væltede den daværende regering. Lederne af de myrdende dødspatruljer blev aldrig anklaget og stillet for en domstol.
Men de gennemspiller alle disse år efter deres rolle i tragedien i Joshua Oppenheimers chokerende og fantastisk velfortalte virkelighedsfilm, og især en af dem påvirkes tydeligt af konfrontationen med fortiden. De politiske konsekvenser af filmen kan endnu ikke bedømmes.
’Sju:Tre’ var ikke kunst med så store perspektiver. Det stykke fik mest et eftermæle som et af de kapitler, virkelighedsteatret gerne havde undværet.
fortsæt med at læse
