En sydafrikansk savværksejer, godt gift og med en næsten voksen datter, lever et dobbeltliv i dette rystende drama, der var noget så eksotisk som det sydafrikanske bidrag til konkurrencen Un Certain Regard i Cannes sidste år. Langsomt bliver vi bekendt med arten af François' dobbeltliv. At han er racist og homofob, har vi fået etableret, og en dag befinder han sig langt ude i bushen på en ranch sammen med en håndfuld fremmede mid- eller aldrende mænd. Der hersker en nervøs, anspændt atmosfære, mens de venter i køkkenet, men på hvad? LÆS OGSÅLille film om mandekærlighed er blevet en international sensation Så dukker endnu en moden herre op, han med en ung sort dreng i sit følge, og drengen bliver smidt hårdhændet ud af, hvad der viser sig at være en swingerklub af gifte, hvide mænd, der har sex med hinanden. Stærkt modvilligt, må vi formode, men sex ikke desto mindre. François bliver betaget af den smukke jurastuderende model Christian, som hans datter har en affære med. Han forfølger ham til Cape Town, og hans forelskelse slår uvægerligt over i aggression, jo mere utilfredsstillet længslen bliver. François er noget så atypisk for den tid, vi lever og laver kunst i, som en usympatisk homoseksuel mand, og der skal nok være dem, der afviser 'Beauty' af disse (forkerte) grunde, men han bliver taget alvorligt, ikke mindst i den store makrofortælling om en kultur, der små 20 år efter apartheids afskaffelse stadig ikke virker forenet.
Registrerer skuffelsen Den unge instruktør bliver ikke for hårdhændet, hverken i sin vurdering af, hvad der socialt og politisk blev af den hvide sydafrikanske middelklasse efter raceadskillelsens deroute - han registrerer bare skuffelsen, der for François' vedkommende er vendt indad til en stadig eksplosionstruende og decideret behandlingskrævende forbitrelse. Deon Lotz' tunge ansigt er fascinerende at gå på opdagelse i, især fordi han, i smuk pagt med instruktørens metode i øvrigt, ikke giver ved dørene. Der er meget, meget mere bag hver ufrivillig trækning, end skuespilleren viser, og François' endelig eksplosion er ikke for små børn. LÆS OGSÅPolitisk korrekt slave-tegnefilm er god til børn Oliver Hermanus er ikke faldet for fristelsen til at lave en thriller, endsige en horrorfilm, selv om det stof også ligger her implicit. Dramaet er psykosocialt og holdt i en tone som et tilbageholdt åndedræt. Begyndelsen og slutningen er forbilledlige eksempler på en virtuos filmmager, vi kan vente os meget af. 'Beauty' lægger sig smukt i slipstrømmen af fremragende film som 'Weekend', 'Plan B' og andre, i hvilke hovedpersonernes homoseksualitet er en biomstændighed, ikke selve pointen. Det bør i sig selv give den et liv uden for homoghettoen.