Man skal forestille sig en lille lejlighed på 14. etage i et social boligbyggeri i Nottingham.
Stor nok til én, nemlig livredderen Russell, der har boet der længe og lavet sig en rede. Da han hen over weekenden får overnattende besøg af Glen, som han mødte fredag nat på en bar, er lejligheden stor nok til dem, når de klemmer sig lidt sammen.
Men det er en film, det her. ’Weekend’, som den hedder, er en film, optaget i en virkelig lejlighed i Nottingham, ikke på et filmset, og for hver af filmens mange tætte små scener mellem de to mænd var de omgivet af yderligere syv-otte filmfolk og alskens højteknologisk optageudstyr.
LÆS OGSÅ Bøssefilm er velspillet, gennemtænkt og sjælden oprigtig
Hitfilm på budget
’Weekend’, Andrew Haighs film, der har dansk biografpremiere i dag, var et højst overraskende hit i ikke blot britiske biografer, men over hele verden. I New York stod folk i køer rundt om blokken for at komme ind og se den, i Taiwan var den et kæmpehit, i Polen elskede de den. Og i Brasilien. I Alaska, Gud hjælpe os.
Den er noget så umanerlig sjældent som en hitfilm, der er produceret for det, der svarer til cirka en million danske kroner. Peanuts.
»Jeg håbede meget, at vi kunne få den ud i nogle få artbiografer i Storbritannien og USA«, siger instruktøren Andrew Haigh, der med én tidligere langfilm på sit cv, den balstyriske dokumentar ’Greek Pete’ om en trækkerdreng, der er blevet kåret som den bedste til sin fag i hele verden, var heldig, at han overhovedet var i en situation, hvor han dog kunne aflønne folk.
Næste gang håber han også selv at kunne få løn.
Ud af erektionens skygge
’Greek Pete’ føjede sig ind i rækken af kvalitetsfilm produceret af og til det homoseksuelle segment, en lille niche, der dog på verdensplan får en anselig størrelse.
»Og det var det hele tiden min mening, at lade ’Weekend’ vokse ud af den niche«, siger Haigh. »’Greek Pete’ var meget specifikt om en trækkerdreng i London, mens
’Weekend’ er en film om at blive forelsket.
I ’Greek Pete’ viste jeg erektioner, det gør jeg ikke i ’Weekend’«, og jeg kan se Haigh smile over Skype-forbindelsen.
»Jeg var inspireret, da jeg skrev ’Weekend’, af film som ’Det korte møde’, David Leans klassiker om to gifte mennesker, der forelsker sig, da de mødes kort på en togstation, og ’Before Sunrise’ om de to unge, der forelsker sig, mens de går rundt i Wien en enkelt nat. Min skulle bare være mere realistisk, og så skulle den have mænd i hovedrollerne, alene fordi det ville give dem nogle helt andre ting at tale om«.
The odd couple
Så Russell og Glen i ’Weekend’ taler om mandesex, om identitet, om savn og længsel, om seksualpolitik, om familie og job, og når de svinger sig allerhøjest op, er det tydeligvis stadig dem selv, de taler om.
Russell, der bor i periferien af byen, er kun kommet ud af skabet over for de allernærmeste venner og omgås mest heteroseksuelle, mens Glen hører til i de smarte cirkler i indre by, og han er som en fisk i vandet omgivet af andre homoer og folk, der mere ligner ham selv.
De er et odd couple, men kærlighed sniger sig til at finde en vej ind. Glen rejser til Oregon om mandagen for at arbejde i to år, et muligt forhold ser håbløst ud, selv hvis Glen erkendte, at det var det, han havde lyst til.
Komplekse figurer
»Homofilm er lige så fuld af arketyper som al anden film«, siger Andrew Haigh, »og en af mine figurer er out & proud, udsprungen og stolt, men den anden er knap så udsprungen og knap så stolt, men pointen er, at den ene ikke er lykkeligere end den anden.
Glen er i stand til at fortælle hele verden sin historie, men han er lige så konfus som Russell, og det er ikke nødvendigvis dårligt, at Russell ikke springer ud over for Gud og hvermand. Jeg har villet længere ind end den historie, vi alle allerede kender alt for godt, ind der, hvor det er mere mudret, mere subtilt og mere specifikt«.
Engang i homofilmens historie ville den åbenmundede og insisterende Glen være den fødte helt og Russell lidt af en stakkel.
»Netop, men vi er nået et sted hen nu, hvor homoseksuelle ikke længere udelukkende definerer sig ud fra deres seksualitet, den store kamp har vi overstået, og nu vil vi gerne vise, at der er mere i os end bare det. Ingen i dag har lyst til at blive defineret ud fra deres seksualitet alene. Folk er mere komplekse end som så.
Når man springer ud som homoseksuel, er seksualiteten helt central, men sidenhen finder du ud af, at det kun er begyndelsen, og at man kan være lige så ensom i homoseksuelle cirkler, som man kan sammen med heteroer«.
Homosex? Rend mig!
Det evigt tilbagevendende problem med film som ’Weekend’, der er produceret uden for det gængse heteroseksuelle marked er: Hvordan gør man det så interessant, at også folk, der ikke er en del af menigheden, får lyst til at se det?
I filmen er Glen en ung ambitiøs kunstner med stor selvfølelse, ikke mindst i forbindelse med sin seksualitet. Når han har været hjemme med en fyr, interviewer han ham til sin diktafon om sex og selvbilleder til sit projekt.
»Men der kommer nok ikke nogen ind og ser udstillingen«, erkender en ærgerlig Glen i filmen. »Homoerne kommer kun, hvis de kan håbe at få et glimt af en pik. Heteroerne bliver væk, for de kan ikke se, hvad det har med deres verden at gøre. De går gladelig ind og ser billeder af flygtninge og mord og voldtægt, men homosex? Nej, rend mig!«.
Heteroseksuelt udgangspunkt
Den store medfødte fjende af en film som ’Weekend’ er den stygge heteronormativitet, som den er døbt. Den måde, heteroseksualiteten i en sådan grad definerer en kultur, at alle anderledes erfaringer skal filtreres igennem den først.
Den heteroseksuelle mandlige kulturforbruger har aldrig har været nødt til at sætte sig i en anden slags persons sted, fordi hele kulturen, vi er vokset op i, er baseret på hans værdisæt, hans øjne. I det heteronormative samfund formodes alt at være ortodokst heteroseksuelt, medmindre det siges meget højt.
Når homoseksuelle vokser op, er de nødt til at digte sig selv ind i en af hovedrollerne i de heteroseksuelles bøger, film og sangtekster for at spejle sig selv, mens den heteroseksuelle mand aldrig har skullet andet end læne sig tilbage i en kultur, der er skabt til ham. 1:1.
Homotemaer tages ikke alvorligt
»Det har altid forekommet mig ret frustrerende, at for eksempel heteroseksuelle mandlige filmanmeldere slet ikke tager homotemaer alvorligt i film«, siger Andrew Haigh.
»Det er virkelig, som om intet rager dem mindre, som om tematikken er frivol, slet ikke værd at tale om, ikke nogen rigtig frihedskamp. Men i forbindelse med ’Weekend’ må jeg sige, at jeg tog fejl, for den er blevet taget seriøst, også helt uden for homocirkler. Den er ikke blevet anmeldt som en homofilm, men bare som en film«.
Men han kender problemet, Haigh: At heteroseksuelle mænd dårligt evner at spejle sig i andre end sig selv.
»Som hetero behøver du ikke forstå andet end dig selv, mens jeg er opdraget til at gå ind og se en film uden nogen som helst bøsser i og alligevel identificere mig stærkt, mærke en genklang i hele mit system. Jeg kender godt forklaringerne på, at det er sådan, men jeg forstår det alligevel ikke helt. Jeg oplever stor forbløffelse hos heteroer over, at de er med på filmens præmis«.
fortsæt med at læse
