Det er jo bare et ægteskab mellem to, der elsker hinanden. Det er jo bare en kærlighedshistorie.
Man genkender retorikken fra film om homoseksuel kærlighed og fra debatten om homovielserne. Der er mange gode grunde til at ville normalisere kærligheden mellem to mænd, men faren for, at det hele ender i en falsk form for tolerance – I er o.k., hvis bare I blender ind – synes jeg ligger snublende nær.
For sagen er jo, at det ikke bare er et ægteskab mellem to, der elsker hinanden.
Kønsroller til debat
Det er også et ægteskab mellem to, der elsker hinanden. For så længe samfundet ikke betragter det som helt normalt, vil det fortsat være en kærlighed, der udspiller sig på andre ydre vilkår. Kysser man hinanden åbenlyst på gaden, eller vælger man at lade være? For der er altså ikke mange, der vrænger ’heterorøv’ efter helt almindelige mænd på gaden.
Det er denne dobbelthed hinsides den prisbillige tolerance Andrew Haighs ’Weekend’ har helt fænomenalt godt fat i.
Det er en film om et kærlighedsmøde mellem to mennesker, to mænd, to bøsser, og det sidste er nok så vigtigt. Sjældent har jeg set bøssekærlighed – eller kønsroller i det hele taget for den sags skyld – diskuteret så oprigtigt og gudskelov også så totalt integreret i handlingen og figurerne som i denne skotske film.
Scoring og dagen derpå
Fredag aften scorer Russell en fyr ved navn Glen på et bøsseværtshus. Lørdag morgen begynder de at finde ud af, hvem hinanden er bag den seksuelle attraktion.
De viser sig at være to meget forskellige unge mænd. Glen er en slags kunstner og meget formuleret omkring sin seksualitet. Han sprang ud som 16-årig, da han over for sine forældre erklærede, at hvad enten det skyldtes arv eller miljø, så lå bolden på deres banehalvdel. Russell er livredder. Han er børnehjemsbarn og har altså aldrig haft forældre og et skab derhjemme at springe ud af.
Russells venner ved, han er bøsse. Hverken de eller han gør et stort nummer ud af det. I sin lille lejlighed i en betonslum uden for Nottingham lever Russell et stilfærdigt aleneliv uden at skilte med sin seksualitet over for naboerne. Russell lader som ingenting, når homofobien viser sit grimme, dumme ansigt.
Glen tager øjeblikkelig kampen op med sit overlegne snakketøj. De dyrker to forskellige former af ’ligeglad’ som selvforsvar. Russell underspiller og skuldertrækker sit ’ligeglad’. Glen farer i flæsket på enhver provokation, ligeglad med konsekvenserne.
Overbevisende karakterer
Både som typer, personer og livsprincipper er Glen og Russell fuldstændig troværdige.
Lange samtaler mellem de to forskellige mænd udfolder langsomt deres forskellige temperamenter, livshistorie og forestillinger om identitet skildret igennem den prisme, som består af den måde, de forholder sig til deres seksualitet på. Ikke mindst i det offentlige rum.
Russell lever sit liv som en halv hemmelighed. Den udadvendte og retorisk knivskarpe Glen er til gengæld et brændt barn i forhold til kærligheden. »I don’t do boyfriends« siger han og får det til at lyde som et princip, mens det i virkeligheden snarere dækker over et ønske om at slikke sårene og passe på sig selv.
Russell er ikke vant til at snakke om sig selv, men bliver lokket på banen og bliver stadig mere formuleret omkring sit liv. Glen er den velsmurte retoriker, der har gennemtænkt alt fra top til bund, men i løbet af weekenden må indse, at livet kan gøre selv de mest indgroede leveregler hule.
Troværdig og realistisk
Der bliver snakket meget i ’Weekend’, men ikke for meget. Der bliver røget urt, sniffet baner og drukket shots. Det er weekend i byen, og nogle har brug for mere skærpelse eller polstring end andre.
Der bliver dyrket sex. Nok til at gøre en hed weekend realistisk, men ikke så meget, at det stjæler billedet med erotisk sensationalisme. De enkelte scener er filmet med enkle, klare fotografiske valg og klippet af den erfarne klipper Andrew Haigh, så de fremstår yderst troværdige og realistiske.
Tom Cullen er den forsigtige Russell med troen på kærligheden intakt, på trods af at han ikke kender til andet end flygtige knald.
Ekstremt vellykket bøssefilm
Chris New er den kompromisløse, velformulerede og bag sin aktivisme desillusionerede Glen. New er debutant på lærredet. Cullen er det næsten, men begge spiller fremragende, og sammen med instruktør/manuskriptforfatter/klipper Andrew Haigh formår de også at få sexscenerne til at sidde lige i skabet. Eller rettere komme ud af det.
’Weekend’ er en bøssefilm for alle, der er interesserede i kærlighed og menneskeliv. Men det er altså også en bøssefilm. Og som sådan en af de mest velspillede, gennemtænkte og bevægende, jeg mindes at have set.
fortsæt med at læse
