Albert Nobbs’ er en fascinerende og frustrerende film. Fascinerende, fordi den går i ét med sin tilknappede hovedperson, den spinkle tjener, som i virkeligheden er en kvinde.
Urealistisk
Det er ikke nogen hemmelighed, om ikke andet så alene af den grund at Nobbs spilles af Glenn Close, som har været primus motor bag filmen.
Siden hun spillede rollen på de skrå brædder i 1982, har hun kæmpet for at få den filmatiseret, først med ungarske István Szabó ved roret, siden med Rodrigo García, der er kendt for at være en fremragende kvindeinstruktør. Det gælder også her.
LÆS OGSÅ Rom fortjener bedre end Woody Allens turistkliché
Nobbs arbejder på et fint hotel i Dublin – et sted, hvor alle har hemmeligheder, og hvor ingen derfor har mistænkt ham for noget. Og her kommer vi så til det frustrerende ved filmen: Close har simpelthen så distinkt en kvindelig udstråling, at den dårligt lader sig tæmme.
I hendes spil lyser alle Nobbs’ bevægelser med en sær fortryllelse, som en jordbærblond Chaplinfigur med bowlerhat, stok og et trist klovnesmil i det lyse ansigt. Det er rørende, men i filmens realistiske univers virker det utroværdigt.
Tilknappet
Nobbs’ liv forandres, da han møder maleren Hubert Page (Janet McTeer), som bliver en ven og et forbillede for Nobbs.
De er som yin og yang, og McTeers fysiske spil over for Closes stramt beherskede figur er en af filmens helt store styrker. Hubert giver den hele armen som mand, han spiller op til kvinderne og nyder alle maskuline privilegier, men heller ikke McTeer kan for alvor slippe af sted med maskespillet.
Netop maskespillet er en central allegori.
LÆS OGSÅ Bøssefilm er velspillet, gennemtænkt og oprigtig
Forholdet mellem gæster og tjenere, mellem rig og fattig, mellem mand og kvinde udgør kernen i fortællingen, og allerbedst kommer det til udtryk ved et maskebal, hvor huslægen spørger Nobbs, hvorfor han ikke er klædt ud.
Han svarer: »Jeg er tjener«. »Og jeg er læge. Vi er begge forklædt som os selv«, lyder lægens replik.
Desværre kommer vi aldrig helt ind under den stramt knappede tjenerjakke, for filmen forbliver – på godt og ondt – lige så tilknappet som sin titelfigur.
fortsæt med at læse
