Der er en scene i ’To Rome With Love’, hvor to unge amerikanere i Rom forsøger at koge en ægte italiensk pastasauce. De smager på den, bliver enige om, at der mangler noget, tilføjer lidt vin fra én flaske og derpå lidt fra en anden, men bliver aldrig tilfredse med resultatet.
Nogenlunde samme opskrift synes filmen at være instrueret efter.
’To Rome With Love’ er bygget op omkring en håndfuld historier, der alle udspiller sig i Rom. Hver for sig kunne de såmænd nok have fungeret, og der er gode skuespillere nok til flere film, men ingredienserne finder aldrig sammen til en tilfredsstillende helhed.
LÆS OGSÅ Woody Allen: Jeg er ingen stor instruktør
Figurerne får ikke plads til at udfolde sig og forbliver de rene turistklicheer – amerikaneren, der finder kærligheden ved Den Spanske Trappe; den enfoldige bedemand, som gemmer på et stort operatalent; det uskyldige par fra landet, som forføres af storbyens sensualitet. Og sidst, men desværre ikke mindst: Woody Allen selv i rollen som neurotisk amerikansk kunstner.
Eigenberg og Page ren dynamit
Den bedste af fortællingerne følger den amerikanske arkitekt John (Alec Baldwin), der møder en yngre version af sig selv i den unge arkitektstuderende Jack (Jesse Eigenberg), som studerer i Rom med kæresten Sally (Greta Gerwig), da Sallys veninde Monica (Ellen Page) pludselig kommer på visit.
John kan se katastrofen på lang afstand og svæver over handlingen som Jacks dårlige samvittighed, mens Jack falder for den sexede Monica. Eigenberg og Page er ren dynamit sammen, og havde de dog bare fået mere plads og bedre dialog at boltre sig med, kunne der være kommet en morsom, kantet kærlighedskomedie ud af det.
Lyspunkter, men alligevel skuffende
I stedet insisterer Allen på en filmisk kollage, hvor hans forsøg på at sige en hel masse forbliver usammenhængende pointer i Ga-Jol-æske-størrelsen. Historien om kontormanden (Roberto Benigni), der uden nogen grund bliver berømt over night, er en kommentar til vor tids celebritydyrkelse, men i filmens mylder forbliver det en ren farce.
Det samme gør historien om den syngende bedemand, der trods sit talent ikke ønsker en sangkarriere, men foretrækker det simple liv. Personerne introduceres med fornøjelse, men det virker, som om Allen ikke ved, hvad han skal bruge sine figurer til, hvorpå han efterlader dem i fortællingens mudrede hængedynd.
LÆS ANMELDELSE Woody Allen er tilbage i mesterlig form med drømmefilm
Selv en ringe Woody Allen-film er ikke helt uinspireret, og der er da også gode øjeblikke i ’To Rome With Love’, ligesom Darius Khondjis lysfyldte billeder er aldeles underskønne.
Filmen er et rod, men Rom er skøn, det kan Woody Allen ikke forandre. Men sammenlignet med sidste års ’Midnight in Paris’ føles ’To Rome With Love’ som en skuffelse.
fortsæt med at læse
.jpg)
.jpg)
