Selvfølgelig har Woody Allen et princip at gå efter. Om det er et kunstnerisk et, må det være op til hver af os at bedømme, men han går efter kvantitetsfaktoren: Jo flere film, man laver, jo større er sandsynligheden for, at nogle af dem lykkes.
Og efter 43 film på 43 år kan selv den notorisk selvkritiske Woody Allen ikke nægte, at jo, der findes perler iblandt.
Ikke dermed sagt, at han – også – holder af ’Mig og Annie’, og ’Manhattan’ og dem, for det gør han ikke. Men han er med på, at film som ’Den røde rose fra Cairo’, ’Bullets Over Broadway’ og ’Stardust Memories’ har noget kørende for sig. Også selv om det ikke nødvendigvis er dem, der hører til i Woody-kanonen.
LÆS OGSÅ
Det er den amerikanske dokumentarist Robert Weide, der er kommet tæt nok på newyorkerlegenden til at kunne præsentere sin film ’Woody Allen: A Documentary’, der har dansk premiere i dag. Og han har været helt inde at rode i Woodys idiosynkrasier og hans forskellige mindreværdsfornemmelser.
Selvindsigt
Allen er berømt for at sætte sit lys under alle de skæpper, han kan opdrive, men Weide sætter noget perspektiv på:
»Forstå mig ret: Woody lider ikke af falsk beskedenhed«, siger Weide. »Når han vurderer, at hans film typisk skuffer, er det, fordi han bedømmer dem med samme alen som film af Ingmar Bergman, Vittorio de Sica, Jean Renoir eller Akira Kurosawa! Det, han mener, er, at han aldrig har lavet sin ’Cykeltyven’ eller ’Den store illusion’, og så er han ligeglad med, om jeg og andre synes, at Woodys ’Små og store synder’, ’Mig og Annie’, ’Hannah og hendes søstre’ m.fl. vil stå sig lige så længe som hans egne favoritter«.
Og intet interesserer ham mindre, end at ’Midnat i Paris’, hans næstnyeste film, blev hans mest succesrige nogensinde, kommercielt såvel som ifølge kritikerne:
»Han er selvfølgelig glad over, at nogen gider se den, og at investorerne får deres penge hjem igen, men det er slet ikke hans kriterium for succes. Jeg kender meget få Woody-fans, der ikke synes, at ’Manhattan’ er en slags mesterværk, men Woody selv mente, at han havde trådt grundigt i spinaten med den, og han tilbød studiet at lave en film for dem gratis, hvis bare de ikke udsendte ’Manhattan’. Det beviser bare, at kunstnere er de dårligste til at udtale sig om deres eget arbejde, de har typisk ikke en idé om værdien af det. Men det er jo også svært, for vi kender ikke kunstnernes egne succeskriterier. Vi ser bare filmen, som den er, mens Woody kun ser den film, han ville have lavet over ’Manhattan’, men som han ikke kunne realisere«.
Weide bad på et tidspunkt Woody Allen om at sætte karakterer på sine film efter det amerikanske system med A som det ypperste og så nedefter i alfabetet:
»Og han medgav, at der var et par A’er, nogle flere B’er – men så også en helvedes masse C’er og D’er«.
Unikke indblik
Robert Weide fik adgang til Woody Allens filmset, hans presseture og hans privatbolig efter forgæves at have belejret ham i årtier. Woody var en gæst i Weides film om Groucho Marx, en fælles lidenskab for de to, og efter adskillige afslag fik han endelig, i 2008, lov til at lave sin film.
»Han plejede at svare, at han skam var smigret, men altså ... nej. Men nu ville han bare vide noget om alt det praktiske, og han anførte flere gange, at han altså tvivlede på, om nogen ville gide se filmen. »Jeg er ingen stor instruktør, jeg er hverken Bergman eller Fellini«. Da jeg bad om lov til at følge optagelserne til en film, vægrede han sig, fordi han selv synes, at hans optagelser er så kedelige og begivenhedsløse, men jeg fik lov alligevel«.
LÆS OGSÅ
En dag viste Woody Allen sin gamle bekendt rundt i sit lille soveværelse på Manhattan og demonstrerede den gamle skrivemaskine for ham, som han har skrevet alle manuskripter på, siden han som 16-årig sendte vitser ind til aviserne, og han åbnede sin legendariske skuffe med ideer og udklip, og når Woody bruger udtrykket ’copy – paste’, mener han rent fysisk at klippe noget ud og klæbe det fast med lim på et stykke papir.
I skuffen er hundreder af ideer, geniale og knap så geniale, nedskrevet på hotelbrevpapir, blokke, tændstikæsker, caféservietter m.m.
Old chool
»Woody er totalt old school«, siger Robert Weide. »Han er ingen fan af forandring, kan man roligt sige. Musik efter 1960 siger ham, med ganske enkelte undtagelser inden for jazzen, intet. De sange, han altid sidder og nynner, er af Gershwin, Porter eller Irving Berlin. Den musik, man spillede i hans ungdoms Greenwich Village, er og var ham afskyelig. Moderne film siger ham heller ikke noget«.
Men selv om Woody Allen ikke er interesseret i computere, har han faktisk en iPhone, om end han kun bruger den som telefon.
» Og til at tjekke vejret overalt i verden! Han er ret genert, også over for sine skuespillere, og Owen Wilson fortalte mig, at da de filmede ’Midnat i Paris’, gik han en gang imellem over for at sludre med Woody, og det var altid akavet, indtil Owen fandt på at gå over til Woody og f.eks. sige: »Hey, hvordan er vejret egentlig i Kairo lige nu?«, og Woody ville straks slå det op og med begejstring fortælle om 83 grader fahrenheit og om, at det tegnede til let regn på torsdag«.
Mange Woody Allen-fans vil kunne sidde og smile ømt ved alle Robert Weides historier, for sådan er den Woody, de selv holder af at forestille sig. Men tag ikke fejl:
»Virkelighedens Woody er særdeles forskellig fra offentlighedens Woody. Han er langtfra den neurotiske, fobiske, overnervøse type, han spiller i filmene. Han er meget tjekket. Okay, der er måske lige den ting med hans toiletsæde. Første gang jeg besøgte ham og lånte hans toilet, opdagede jeg noget, der fascinerede mig, fordi jeg har samme forhold til sanitet, som Woody har. På hans fine eksklusive teaktræs-wc-låg er der påsat sådan nogle små ovale ringe, man kan løfte låget op i. Jeg fotograferede dem med min iPhone, men min kone siger, at de er hundedyre ...«.
En bue over 50 år
I en alder af 76 er der intet, der tyder på, at Woody Allen agter at lægge op. Nogensinde.
Hans nyeste film, nu skudt i Rom, er lige på trapperne, og rygterne har svirret om en mulig ny film i København eller de mange af verdens øvrige hovedstæder, han endnu ikke har filmet i. Alligevel mente Robert Weide, at det var nu, hans film om Woody skulle laves.
LÆS OGSÅ
»Bare det at han endelig gav mig adgang, var grund nok. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg fortæller noget afgørende nyt, som Woody Allen-fans ikke ved i forvejen fra bøger og interview, men jeg kan som den første nogensinde vise det i billeder. Og jeg var dybt fascineret af den bue, hans karriere har tegnet. Tænk, at han nåede at være stand-upper i ti år, før han begyndte at lave film! Og derefter fulgte mere end hidtil 40 års filmarbejde med lige så mange film, som han både skrev og instruerede og tit spillede hovedrollen i. Hitchcock lavede måske 50 film i sin karriere, men han instruerede dem dog blot og var dermed ikke auteur på samme måde som Woody«.
»Historien om Woody fortæller om den her unge mand, der skriver jokes til avisklummerne, som senere hen selv bliver stand-up-komiker, som skriver sit første filmmanus, men fordi det bliver mishandlet på det skammeligste, beslutter kun at lave film, hvis han selv må bestemme alt – og så gøre det i 43 år. Og alt har han lavet: komedier, dramaer og alt ind imellem. Og så sent i karrieren som nu lavede han så en film, ’Midnat i Paris’, der er hans mest populære nogensinde, både hos publikum og kritikere«.
Den version af ’Woody Allen: A Documentary’, der vises i Europa, er den ’lille’ to timer lange. I USA har de set 3-timers udgaven, hvor den ekstra time er helliget Woodys arbejde med skuespillerne og principperne bag rollebesætningen.
Læs Politikens anmeldelse af filmen her
fortsæt med at læse
