.jpg)
.jpg)
Når andre mennesker snakker om sommeren i fjor og forfjor, ser jeg som regel desorienteret ud.
Skinnede solen? Var det råkoldt? Hvordan i alverden kan man huske den slags?
Så er det nemmere at holde styr på gode og mindre gode årgange ved hjælp af Woody Allen. Hvert år laver han en ny film og sådan har det været hele mit voksenliv. Hvem har brug for Julemanden, når man har Woodymanden?
Yndlingsneurotiker i fin form
2013 vil jeg på den baggrund huske som et godt år. For i 2013 var min 77-årige yndlingsneurotiker i fin form. Faktisk i temmelig forrygende form.
Woody Allen: Jeg er ingen stor instruktør
De senere år har Woody Allens bedste film været de veloplagte rejsekomedier ’Midnight in Paris’ og ’Vicky Cristina Barcelona’, mens andre filmdestinationer har været af mere petitesse-agtig karakter.
Men med ’Blue Jasmine’ vender Woody Allen tilbage til sin rolle som mere alvorlig filmskaber og gør det med overrumplende selvfølgelighed.
Fornem blanding af nyt og gammelt
’Blue Jasmine’ er en fornem blanding af nyt og gammelt. Med ’Blue Jasmine’ vender Woody Allen tilbage til et yndlingstema.
De besværlige og sårbare familie-relationer. Ikke mindst forholdet mellem søstre, som han udforskede så stærkt i de to firser-dramaer ’Hannah og hendes søstre’ og ’Interiors’.
Det klassiske i anslaget bliver yderligere understreget af, at Woody Allen uden at blinke og uden blusel planker en god del af sit grundplot fra Tennessee Williams’ ’A Streetcar Named Desire’.
Er det en hommage eller er Woody Allen bare blevet så gammel, at han tror, han selv har fundet på alle verdens historier?
Det er sådan set underordnet, så længe historien fungerer på egne præmisser og dét gør ’Blue Jasmine’ i allerhøjeste grad.
Filmen om spændinger i forholdet mellem to søstre har ikke meget til fælles med stemningen i Elia Kazans berømte filmatisering fra 1951, men er absolut nutidig. Ikke sumpet og erotisk ladet, men vittig og giftig.
USA i Finanskrisens tid
Usædvanligt for Woody Allen tager han som udgangspunkt fat på et aktuelt emne. ’Blue Jasmine’ er en film om USA i Finanskrisens tid.
En film om et moralsk klima, hvor de rige uden at blinke med øjnene ikke bare har raget umådeholdent til sig, men har snøret og plyndret deres medborgere til skindet uden at udvise synderlige tegn på samvittighedsnag eller vilje til forandring.
Man kunne have lært en lektie af Bernie Madoff. Istedet bygger man nye giftige luftkasteller på Wall Street, mens menigmand resigneret afventer næste krise og næste finansskandale.
Chili og Ginger
Alec Baldwin illuderer til perfektion den blakkede gulddreng Hal, men filmen tilhører Cate Blanchett som hans kone Jasmine.
Da filmen begynder ankommer hun til San Francisco fra New York for at søge ly hos sin søster Ginger (Sally Hawkins). Den rige Jasmine har altid set ned på sin jævne søster med den tvivlsomme smag i mænd.
At Jasmines egen mand har vist sig at være ét stort fupnummer, gør hende ikke mindre kritisk overfor Ginger og hendes pizzaglade proletarkæreste Chili.
At Chili er vild med Ginger og parat til at bære hende på hænder og fødder, giver ingen pluspoint.
Jasmine er et overklasseløg med elendige værdier og nerver i laser. Et så gyseligt selvoptaget menneske, at hendes manglende interesse for ’uinteressante’ menneskers følelser og tanker udløser grotesk humoristiske situationer.
Men latteren bliver halvvejs stikkende i halsen fordi Cate Blanchett spiller Jasmine, så man ikke får lov at glemme hendes tragiske skæbne.
Tragedien som ikke er hendes nedtur, men hendes manglende evne til at se nedturen og andre realiteter i øjnene.
Et kongerige af varm luft
Jasmine har som prinsessen af et kongerige bygget af varm luft, levet et skinliv i luksus, der kun har været muliggjort af en højtudviklet evne til at se den anden vej.
Hvilket er skæringspunktet for temaerne i ’Blue Jasmine’. For ligner Jasmine ikke USA (og Danmark for den sags skyld?) for få år siden?
Med sit talent for at lukke øjnene for både uklædelig grådighed og indlysende økonomisk galimatias, så længe klaveret spiller lystigt og svindlerne, politikerne, eksperterne og ejendomsmæglerne affejende fortæller, at det er naturligt og i sin skønneste orden, at vi pludselig kan blive stenrige på at spinde guld ud af den skønne blå luft?
Mellem komedie og tragedie.
Det er ikke fordi Woody Allen er blevet revolutionær 43 år efter ’Mig og Revolutionen’.
Det satiriske samtidsportræt er primært en velfungerende ramme om en historie, der understreger Allens livslange optagethed af vore alle sammens komedie og tragedie.
Som typisk udspiller sig i vores relationer til de mennesker, der betyder mest for os. Forholdet mellem ægtefæller og elskende. Mellem medlemmer af den samme familie. Ikke mindst kvinderne. Søstrene hos filmkunstens Tjekhov.
To søstre. To kvinder. To klasser. To kyster. ’Blue Jasmine’s nutid udspiller sig i San Francisco, hvor Jasmine rykker ind hos Ginger og skaber ravage.
Filmens bagvedliggende drama bliver afdækket i tilbageblik på Jasmines storhed og fald som societydronning i New Yorks fineste kredse, hvor der champagne i glassene og Basquiat på væggene.
Oplagt Oscar-kandidat
Den lyse, kølige og overlegne Jasmine. Den mørke, varme og impulsive Ginger. Den ene lige så glat som den anden er krøllet.
Som en ekstra satirisk kommentar til det sociale lotteri, er de to søstre slet ikke rigtige søstre, men adoptivbørn hos den samme familie. Hvor Jasmine tilpassede sig spillereglerne, mens Ginger stak af, så snart hun så sit snit.
LÆS OGSÅ Woody Allen har fundet sig en ny muse
Både hvad angår manuskript og instruktion er ’Jasmine’ udtryk for den smukkeste rutine.
Woody Allen og hans gamle hakkebrædt af en skrivemaskine har muligvis ikke brugt længere tid end han plejer på manuskriptet, men Finanskrisen har givet et pift social citrus, som jeg synes bekommer årets Woody vel.
Og Cate Blanchett? Hun indskriver sig i dronningerækken af store Woody-kvinderoller som en oplagt Oscar-kandidat.
fortsæt med at læse
