0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Heftig digtsamling skaber rum der kan huse det ødelagte

Nicolaj Stochholms skulpturelle rejserim om ødsle ødelæggelser er morsomme og interessante.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Robin Skjoldborg
Foto: Robin Skjoldborg

postromantisk. Nicolaj Stochholm er en digter med stort D, en postromantisk digter, der ubesværet ælter religion, hymne og metafysik ind i en ofte profan surdej.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Digteren rejser ned til en øde ø, stedet, hvor han skrev nogle af sine første digte. Han rejser fra kulden ned i varmen; han rejser gennem en gyngende og skæv verden, han er selv et gyngende og skævt jeg.

Kan han finde en grund at stå på, i verden og med verden? Og er grunden måske belagt med ødelagte rim? Og hvordan kan det ødelagte i givet fald danne en stabil gulvbelægning? Hvis det da gør det.

Et styrt ned i varmen, usikkerheden og det vaklende; og en stigning, en stigning op i digtet, der på sin egen vakkelvorne, vrantne og rimende måde kan huse det ødelagte: »Vi er forurenede jeget og så jeg/ dog er I stadig her siger digtet/ og klynger sig ude af sig selv til/ et køkkenredskab«.

Jeget er spaltet i et ’jeg’ og så ’jeget’, og digtet, der er betitlet ’Ekkoet kommer’, er ude af sig selv, men klynger sig til et køkkenredskab. Men denne klyngen sig er ikke lig med sikker grund.

For i digtet er det bundet til en pæl, placeret på en bunke brænde, og en tændstik dukker op, og pludselig er jeget blevet til »et afbleget svovl«.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce