Digteren rejser ned til en øde ø, stedet, hvor han skrev nogle af sine første digte. Han rejser fra kulden ned i varmen; han rejser gennem en gyngende og skæv verden, han er selv et gyngende og skævt jeg.
Kan han finde en grund at stå på, i verden og med verden? Og er grunden måske belagt med ødelagte rim? Og hvordan kan det ødelagte i givet fald danne en stabil gulvbelægning? Hvis det da gør det.
Et styrt ned i varmen, usikkerheden og det vaklende; og en stigning, en stigning op i digtet, der på sin egen vakkelvorne, vrantne og rimende måde kan huse det ødelagte: »Vi er forurenede jeget og så jeg/ dog er I stadig her siger digtet/ og klynger sig ude af sig selv til/ et køkkenredskab«.
Jeget er spaltet i et ’jeg’ og så ’jeget’, og digtet, der er betitlet ’Ekkoet kommer’, er ude af sig selv, men klynger sig til et køkkenredskab. Men denne klyngen sig er ikke lig med sikker grund.
For i digtet er det bundet til en pæl, placeret på en bunke brænde, og en tændstik dukker op, og pludselig er jeget blevet til »et afbleget svovl«.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
