Lyt til artiklen
Jeg har stadig ikke regnet den kryptisk drillende titel på Nicolaj Stochholms niende digtsamling, ’Titlen i paradis’, ud. Men kryptisk drillende er på mange måder, hvad digtene er.
I første omgang er det kærlighedsdigte, eller rettere digte, der skriver kærlighed, køn og kapitalisme sammen og gør det med begæret som drivkraft. I sin reneste form optræder begæret i den første dels elskovsdigte, der ikke lader noget gå ubenævnt hen, men også sagtens kan gå fra fysik til metafysik, fra kropsdel til himmel på 0 sekunder: »jeg en himmel/ set oppefra og dit begær er/ at se mig som en stjerne mig/ der vil det samme«.
