Viggo Madsen indskriver sig i den danske tradition for ordlegende vrøvlevers, blot ikke med den aura af mild forsoning med tilværelsen, der kendetegner vrøvlerister som Halfdan Rasmussen og Benny Andersen. Hos Madsen er og bliver tilværelsen svær at forsone sig med, men det må man så alligevel gøre, med paradoksets absurde heroisme. »Det bliver ikke bedre« er den livsvisdom, den nu 60-årige digter har at give os i sin seneste samling, og hvis det bliver, så hjælper det ikke noget: »Ingenting bliver bedre af at blive bedre«, lyder det redundante paradoks gentagne gange. (»underskrevet: En-der-kun-vil-dig-det-bedste«.) At bakse med tilværelsen Madsens digte handler kort sagt om at bakse med tilværelsen, om den trælse tjans at være hovedperson i sit eget liv (»det er jo også en måde at være heroisk på«), om at »lære at leve med sig selv«. (»Det må jo være et arbejde i sig selv»).
’Kunsten at …’ er en gentagen formel i samlingens digttitler: ’Kunsten at komme til sig selv’, ’Kunsten at sætte sig selv i datid uden at drage sin eksistens i tvivl’, ’Kunsten at gå ud ad døren uden at slippe håndtaget’.
