0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fantasiens sprudlende overdrev

Mathilde Walter Clark befolker sine litterære excesser med mænd, der knækker halsen på et enkelt ord.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvis ikke det var for bagsideflappens troværdige fotografi af forfatteren, med oplysning om, at hun er født i 1970 og har en kandidatgrad i filosofi, ville jeg efter at have læst 'Tingenes uorden' fatte den mistanke, at Mathilde Walter Clark var et af Svend Åge Madsens mange pseudonymer.

For ligesom fabulanten Madsen fra Århus skriver dansk-amerikanske Clark groteske eksistentielle fortællinger, helt ude fra tankens og fantasiens overdrev.

Guds perspektiv
Begge har de en tro på, at sproget er et materiale, der forandrer vores virkelighed, alt efter hvordan vi bruger det.

Endelig holder hverken Madsen eller Clark sig for gode til at skrive fortællinger fra Guds perspektiv eller fremvise naturvidenskabens dårskaber i dens stræben efter at lette folks lidelser.

Den forslugne intethed
Kompositionen kræver et par ord med på vejen.

De første hundrede sider rummer tretten fortællinger, der først og fremmest handler om et sprog, der løber amok:

Ord og begreber forsvinder ud af karakterernes liv, og verden skrumper ind til en grå, ubestemmelig masse.

Det begynder harmløst med, at et ord som 'fiskefilet' glider ud af ens ordforråd.

Men efterhånden forsvinder der flere ord, derpå tingene, som de betegner, og til sidst står man over for den forslugne intethed.

Menneskets indre kort
Det lyder måske lidt fortænkt i referat, og der er da også meget sprog og filosofi på færde i disse fortællinger om folk med »statsborgerskab i livets jammerdal«, der ikke kan få det helt almindelige liv til at fungere. Men langt det meste bliver reddet i land i kraft af forfatterens humor og ironi.

Tag f.eks. fortællingen 'Fritidsterapeuten', hvor ægtemanden Niels' liv bliver forandret af ét ord på aftenskolen i psykologi - ordet er 'kort'. Vi har alle et indre kort og antager rask væk, at virkeligheden hænger sådan sammen, som netop vores kort fortæller.

Niels beslutter sig for at fokusere på sin kones kort for at hjælpe hende til en dybere erkendelse af dets fejl og mangler. Han begynder at stille spørgsmål som: Hvordan føler du det, når du spørger, om jeg har taget det sidste mælk? Hvordan er det at være dig, når du antager, at jeg skal op klokken halv otte?

De mange nye spørgsmål får kone Lone til at lukke i, hun begynder at græde, og til sidst er hun ikke andet en end flygtig skikkelse et eller andet sted i huset.

Litterære excesser
I det hele taget er fortællingerne befolket af mænd (!) uden egenskaber, absolutte middelmådigheder, som så til gengæld satser alt og knækker halsen på den ene ting eller det ene ord, der kan løfte dem op af den grå masse, som synger en evig klagesang.

'Alter Ego' er titlen på den sidste, store fortælling, der fungerer som en slags Pandoras æske, som rummer de foregående tretten fortællinger.

Her møder forfatterens alter ego - med navnet Walter - den ualmindeligt karakterløse A på Madame O's litterære horehus, der etablerer kontakten mellem forfattere og deres figurer, fra hovedpersoner til alter egoer, som må være villige til at påtage sig forfatterens særlige egenskaber, hans lyster og ulyster, drømme og mareridt ...

Det er den slags litterære excesser, som har sine forbilleder hos Madsen og i videre forstand hos Jorge Luis Borges, 'Tingenes uorden' byder sin læser.

Og jeg tager gerne mit kritiske hoved af for tankens dristighed og Mathilde Walter Clarks mod til at kaste sig ud, hvor hverken hun eller hin jordnære læser kan bunde.