Der hænder mindst lige så meget mellem linjerne som i dem, når Nanna Gyldenkærne i ’Lukas min Lukas’ træder ind i teenageren Amalie som fortællende jegperson.
Sprogligt nøgternt og næsten helt uden brug af sentimentalitet eller tidstypiske modeord fremskriver Gyldenkærne stemninger, så man som læser får lov til at mærke Amalies følelser.
Om det er hendes forelskelse i den to år ældre Lukas, hendes skam over moderens alkoholisme eller hendes loyalitet over for samme mor fortæller forfatteren med små sproglige armbevægelser. Man fornemmer, hvor meget Amalie håber, at moderens løfter om at holde op med at drikke kan blive andet end tomme luftkasteller.
Det klæder den dramatiske handling, hvori den opmærksomhedsmanglende Amalie uden egentlig at ville det roder sig ud i en løgn, der har konsekvenser for andre end blot hende selv. Amalie har lært, at ikke engang ens nærmeste kan man altid stole på.
Tør hun begynde at have tillid til nogen og i forlængelse deraf også til sig selv? Det er et tema i den velskrevne 'Lukas min Lukas'.
fortsæt med at læse
