Også elefant-forældre har travlt i smuk og klog bog

Ro. Der er lutter gode slutninger i Carl-bøgerne, selv om stemningen undervejs kan være lidt kritisk. Illustration: Hanne Bartholin.
Ro. Der er lutter gode slutninger i Carl-bøgerne, selv om stemningen undervejs kan være lidt kritisk. Illustration: Hanne Bartholin.
Lyt til artiklen

Alene åbningsbilledet: En søn putter sig ind til sin sovende far, der er svagt rosafarvet og ligner et bjerg. Han er et bjerg. Carls far er en elefant, og i dag skal de to hygge sig. Billedbøgerne om elefantungen Carl er allerede klassikere. Denne er nummer fire i rækken. Carl har været bare Carl. Han har været næsten ond og ret rasende. Nu skal han bare have det sjovt. Bøgerne om Carl er lavet med snabeltyrkerskoene på af tegner Hanne Bartholin og fortæller Ida Jessen. De to hygger sig med den lille platfodede familie, som også rummer en store- og en lillebror samt en mor.

Få, men nok ord

Der står ikke så mange ord på siderne, men lige præcis nok til at understøtte de mageløse billeder, der rummer lethed og tyngde på én og samme tid. Der er en meditativ ro over sceneriet, selv når Carl laver ulykker.

’Da Carl havde det sjovt’ er fra skuffen med travle forældre. Det var egentlig meningen, at Carl skulle hygge dagen lang med sin far, men denne skal lige dit og dat.

Åh, tænker man! Det går aldrig godt. Men det gør det naturligvis. Der er lutter glade slutninger i Carl-bøgerne, men først skal en følelse, en stemning på bordet, for at den kan blive lagt bort igen. I Carl rumler alle elefantungers dybe vrede. Den kan være svær at håndtere.

Hvor er det smukt (og klogt). I dette fjerde bind får man også at vide, hvordan elefanter skriver på computer.

Se selv efter!

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her