Lad det være sagt med det samme: ’Kon-Tiki-ekspeditionen’ er en vidunderlig bog, eminent velskrevet, neglebidende spændende og stadig lige så frisk underholdning, som da den udkom for 65 år siden. »Næste sø kom jagende og rejste sig op af skumstriberne som en blinkende væg, der begyndte at kamme over, idet den nåede os. Da den kæntrede, så jeg ingen anden udvej end at hage mig godt fast i en opstaget bambuspæl i hyttetaget, og jeg holdt vejret, mens vi blev slynget i vejret, og alt omkring mig blev borte i brusende strømhvirvler. I et nu var vi oven vande igen med Kon-Tiki, og vi gled roligt ned ad en jævn bølgeryg på den anden side«. Historien om Kon-Tiki starter med mysteriet om, hvordan Stillehavets fjerne øer var blevet befolket. Den 33-årige zoolog og antropolog fra Norge argumenterede uforfærdet op imod al vedtagen lærdom, at polynesiernes søde kartofler, deres græskar og gamle legender viste, at de stammede fra Sydamerika og ikke fra Asien, som alle andre mente.
Med fantasiens tryllefløjte Heyerdahls kup var, at han kunne formidle sin teori i en enkelt sætning, der ikke kun var umiddelbart forståelig, men i et storslået kast med fantasiens tryllefløjte forbandt Sydamerikas forsvundne højkulturer med Polynesiens indfødte på selv de allermest isolerede palmeøer. De var sejlet dertil, drivende på balsaflåder, båret mod vest af vind og havstrømme.

LÆS OGSÅ Norske stjerneinstruktører: »Kon-Tiki var verdens første realityshow«

Situationen 1947: Rejser ud i verden er en umulig drøm for Anden Verdenskrigs overlevende. Store dele af Europa ligger stadig i ruiner, men ikke USA.

Her møder læseren Heyerdahl, der forud for sin tid tænkte og handlede globalt med en medieflair, som var fuldstændig enestående.

I bogen gør Thor Heyerdahl meget ud af alle de knusende argumenter imod hans flåde. Han ville overbevise verden og råbe den afvisende videnskab op med et uigendriveligt bevis. Eventyreren Thor satte trumf på Heyerdahls videnskabelige teori, for han turde selv forsøge at krydse Stillehavet på en balsaflåde.

»Jeg havde én eneste trumf på hånden, den som hele sejladsen hvilede på. Jeg vidste hele tiden med mig selv, at en forhistorisk kultur var spredt fra Peru og over til øerne på en tid, da sådanne flåder var de eneste fartøjer på denne kyst. Og jeg konkluderede generelt, at hvis balsaen kunne flyde og surringerne holde for Kon-Tiki år 500 e.Kr., så ville de gøre det samme for os nu, hvis vi blindt lavede flåden nøjagtig mage til«.

På kanten af stolen
Med sin teori og sin dristighed mobiliserede den norske eventyrer støtte fra Peter Freuchen, det amerikanske forsvarsministerium, Perus præsident og en utrolig hær af notabiliteter, der snart alle dansede bag hans tryllefløjte.

På få måneder lykkedes det at finde balsatræer i junglen og rekonstruere en forhistorisk flåde. 28. april 1947 blev sejlet hejst på Kon-Tiki, og med fem mænd, han ikke kendte i forvejen, begav han sig ud på Stillehavet.

LÆS ANMELDELSEFlot episk storfilm er ikke for alvor gribende Historien er fortalt, så flyvefisk lander lige midt i læserens ansigt. Man sidder helt ude på kanten af stolen, da det værste sker: mand over bord. Kon-Tiki kan ikke vende, og den stakkels Herman driver hurtigt væk fra sine kammerater. Så springer Knut i havet og når frem med en redningsvest og et tov. »Der faldt ikke mange muntre replikker den aften. Alle mand følte det krible koldt gennem marv og ben længe efter. Men kuldegysningerne var blandet med en varm taknemmelighed over at vi fremdeles var seks mand om bord. Vi sagde mange pæne ting til Knut den dag, både Herman og vi andre. Men der var ikke lang tid til at tænke på det, der var sket, for mens det sortnede over os, tog vindstødene til i styrke, og før natten kom, red vi ind i en ny storm«. Lige siden balsaflåden tordnede ind i koralrevet på Raroia 101 dage efter starten, har Kon-Tiki sejlet videre på et andet og endnu mere stormfuldt ocean. For beviste Heyerdahl og hans fem raske gutter egentlig deres teori om folkevandringen over havet? Hvem bestemmer i videnskaben? En udødelig historie Kon-Tiki førte Norges flag og ti andre, men øverst på masten smældede en usynlig dug, piratflaget, for her kom Thor frisk stævnende alene imod alle verdens akademiske dødbidere – bidende ondt portrætteret i begyndelsen af bogen – og det er dette mod, det at sætte livet på spil for en idé, og ikke bare vove livet i kamp mod havet, som har gjort historien om Kon-Tiki udødelig. Også fordi Heyerdahl kunne få sin historie ud over rampen.