Eventyrernes, de opdagelsesrejsendes tid er ikke forbi! '
Det budskab var det centrale, da nordmanden Thor Heyerdahls bog om Kon-Tiki-ekspeditionen gik sin bestsellersejrsgang verden over i 1950’erne og blandt andet lå på alle mandlige danske konfirmanders gaveborde, inklusive mit eget.
LÆS OGSÅ Tre nordiske dramaer tager turen til Amerikas største filmfestival
Et befriende budskab så kort tid efter en verdenskrig, der havde lukket alle grænser, kostet millioner af menneskeliv, sået tvivl om idealernes pris og den enkeltes mulighed for at gøre en forskel og mistænkeliggjort den slags mandsmod, som kan koste liv.
Og så kom der en mand, der hverken kunne sejle eller svømme og gik om bord på en skrøbelig tømmerflåde af balsatræ i Peru sammen med fem kammerater for at lade sig drive for strøm og vind tværs over Stillehavet!
Af lutter stædighed, bare for at sandsynliggøre en etnografisk teori om, at Polynesien – teknisk set – kunne være befolket fra Sydamerika og ikke fra Asien, som forskerne mente.
Dramatik til havs
Længe før gps-navigationens tid tilbagelagde de seks mand alene sammen i 101 dage under primitive forhold 8.000 km uden følgeskib, uden hjælpemotor og uden anden elektronik end en kortbølgeradio på hånddreven generator – og nåede ved strømmens og sekstantens hjælp lige akkurat i land på Marquesasøerne.
Der er stof til det, vi traditionelt kalder et ’filmepos’, og det er filmen – måske i en lovlig traditionel forstand.
Her får vi nemlig, i Geir Hartly Andreassens flotte kameraføring, storm og tårnhøje bølger, gal kurs og radiosvigt, mand over bord og nervepirrende nærkamp med hajer.
Vi ser flyvefisk på dækket, papegøjen som skibets gode ånd og får – en gang mere end strengt nødvendigt – Heyerdahls ensomme snak med flådens blinde passager, en sydamerikansk krabbe.
Men af mandskabets misnøje og gnidninger får vi kun fornemmelsen, for vi lærer aldrig de fem andre at kende.
Heyerdahls egen fortid og tidligere besøg i Polynesien danner optakt, og i korte, men virkningsfulde scener følger vi hans kones kamp for et familieliv, som hans besættelse ikke levner plads til.
Men selv om de andre fems baggrund måske er bedre kendt af norske biografgængere, betyder det i filmen, at de dramatiske situationer til havs lykkes langt bedre end spejlingen af den enkeltes indre drama og spændingerne om bord.
Mænd af mod
Filmen er lige så fokuseret på Heyerdahl, som han selv var. Dermed får han mere eksponering og et rigere indre liv, end Pål Hagen i mine øjne har udtryk for. Flot er han, men det uudgrundelige optimistsmil er nu ikke helt slidstærkt nok til alle de svære scener.
Anders Baasmo Christiansen har flere nuancer i rollen som den køleskabssælger og ingeniør, hvis tillid og eventyrlyst gør ham til næstkommanderende.
Som Liv Heyerdahl derhjemme med børnene gør Agnes Kittelsen en rørende figur, og Søren Pilmark giver vor egen Peter Freuchen liv i et glimt.
Filmen om Kon-Tiki – flåden bar et sydamerikansk navn for Solguden, hvis rejse fra øst til vest den gentog – mimer udvendigt set sin valgte genre: efterkrigstidens helteepos om en håndfuld mænd af mod. Men den griber ikke for alvor.
Det kan nu også hænge sammen med vores senere viden om ekspeditionen og om Heyerdahl. For selv om manden indså, at det var nødvendigt at sejle, og så gjorde det, underbyggede det nok muligheden, men beviste langtfra hypotesen.
Senere forskning har endda usandsynliggjort teorien igen ved at påvise, at polynesiernes dna er mere asiatisk end sydamerikansk.
Heller ikke Heyerdahls senere ideer – f.eks. om Påskeø-monolitterne eller om de nordiske aseguders oprindelse – har fundet akademisk opbakning.
Stålsat ener
Om sejladsen overhovedet havde fundet sted, tvivlede nogle endda på, da hans bog udkom i 1949 – var det ikke bare opspind?
Men i 1950 viste så hans dokumentarfilm, at bedriften faktisk var udført og de mange sømil tilbagelagt trods alle odds.
Måske var det netop bedriften snarere end filmiske kvaliteter, der indbragte Heyerdahl en Oscar for dokumentaren, som vi her får sort-hvide smalfilmglimt af, de fleste dog fakede og med de nuværende skuespillere i rollerne.
Når han endnu i dag, elleve år efter sin død som 87-årig, i sit hjemland har status på linje med Fridtjof Nansen og Roald Amundsen, skyldes det i hvert fald ikke videnskabelige landvindinger, men det, som den ny film viser bedst: at han som en stålsat ener beviste, at de eventyrlige bedrifters tid ikke var forbi.
fortsæt med at læse
