Mon ikke Kon-Tiki er den eneste tømmerflåde, der er blevet oscarnomineret hele to gange?
Første gang var, da Thor Heyerdahl i 1952 fik en Oscar for dokumentarfilmen ’Kon-Tiki’.
Anden gang var, da Joachim Rønning og Espen Sandbergs film om Thor Heyerdahls rejse fra Peru til Polynesien i 1947 sammen med bl.a. den danske ’En kongelig affære’ for nylig dystede om årets ’fremmedsprogede’ Oscar.
At Norge fik en film nomineret til en Oscar er en stor ting i et filmland, hvor man i en årrække har kæmpet hårdt for international anseelse, men gang på gang har måttet se danske filmfolk løbe med hædersbevisningerne.
LÆS OGSÅ Flot episk storfilm er ikke for alvor gribende
Nervepirrende proces
Når man i norsk film nu vejrer morgenluft, skyldes det ikke mindst makkerparret Rønning og Sandberg, der i 2008 satte Norge på den anden ende og slog alle rekorder med det norske svar på ’Flammen & Citronen’ med filmen ’Max Manus’. ’Kon-Tiki’ har gjort kunststykket efter og solgt omkring 1 million biografbilletter i Norge.
Thor Heyerdahl er en nationalhelt i Norge. Filmen om den vovelige ekspedition, der skulle bevise Heyerdahls forkætrede teori om, at den polynesiske befolkning oprindelig kom fra Sydamerika, blev også i sig selv et vovestykke. Ville filmen med et budget på rundt regnet 100 millioner norske kroner holde sig flydende eller gå til bunds med to mand og mus?
Det vidste de to instruktører stadig ikke før flere uger efter, at optagelserne var afsluttet. På det tidspunkt var det stadig uklart, om man ville få råd til de ambitiøse computerskabte effekter, som definitivt skulle løfte filmen fra sejlads til eventyr.
Tre nordiske dramaer tager turen til Amerikas største filmfestivalDet var nervepirrende, men det gik. Og forud gik en lang historie, hvor Thor Heyerdahl aldrig har været langt væk fra de to nordmænds liv.
»Joachim og jeg kender hinanden, fra vi var ti år gamle«, fortæller Espen Sandberg. »Vi voksede op i Sandefjord. Thor Heyerdahl kom fra Larvik lige i nærheden. Han var en meget vigtig person for os. Han var en mand, der ville frem og ud i verden. Han turde stikke snuden frem, og det er ellers på mange måder noget, man ikke skal bryde sig om at gøre i Norge«.
»Medmindre man er langrendsløber«, indskyder Joachim Rønning.
Bandidas
De to drenge begyndte at lave videofilm sammen som 10-årige. I 1991 lavede de videoproduktionsselskabet Rønberg.
Sammen uddannede de sig på Stockholm Filmskole 1992-94. Sammen var de i militæret i rekrutteringsafdelingen. Sammen begyndte de i 1995 at lave reklamefilm. Sammen fik de i 2001 USAToday-prisen for bedste reklamefilm med en Budweiserreklame.
Sammen fik de i 2006 deres debut som spillefilminstruktører med Luc Bessons engelsksprogede og franskproducerede westernkomedie ’Bandidas’ med Salma Hayek og Penelope Cruz i hovedrollerne.
’Bandidas’ var ikke en tømmerflåde, men som filmeventyr betragtet var det næsten lige så eksotisk!
»Vi har altid været fascinerede af Thor. Som alle børn kom vi på Kon-Tiki Museet i Oslo og så flåden og forestillede os, hvordan det måtte være at sejle på det store hav. Når man går ned i kælderen, er der en model af hvalhajen, der fulgte flåden, og når man går ud fra museet, stod oscarstatuetten der og strålede«, fortæller de to filmglade nordmænd, så man næsten kan se barndommens korte bukser vokse frem igen midt i den bidende kolde danske senvinter.
Historien Thor Heyerdahl
På en måde kan man næsten sige, at Thor Heyerdahl var de to unge nordmænds naturlige historie. Men da de for snart længe siden begyndte at forhøre sig om mulighederne for en filmatisering, fik de at vide, at det kunne de godt glemme alt om.
En britisk producent havde rettighederne, og der var planer om en hollywoodfilm. Imidlertid lavede Rønning og Sandberg ’Max Manus’, og da filmen blev set af 25 pct. af alle nordmænd var det en præstation, der gav genlyd i producentkredse over hele verden.
Nogle måneder efter ringede den engelske producent Jeremy Thomas dem op og spurgte, om ikke de kunne tænke sig at prøve kræfter med ’Kon-Tiki’? Det var fem år siden, og lige siden har Joachim Rønning og Espen Sandberg godt vidst, hvad de skulle få tiden til at gå med.
De brugte to år på manuskriptet, og det blev et nærmest ubeskriveligt helvede af et puslespil at få finansieringen på plads. Men de troede på det. I sin tid solgte Heyerdahls bog 50 millioner eksemplarer, mens hans dokumentarfilm solgte 17 millioner billetter.
Selvfølgelig havde Thor Heyerdahl været et fænomen dengang, hvor verden efter Anden Verdenskrig hungrede efter at høre om spændende bedrifter og rejser til fremmede lande, der ikke var krigsskuepladser. Verden var ved at åbne sig igen dengang. Men mon ikke historien om Heyerdahl stadig havde appel fortalt på den rigtige måde?
Eventyrer og eksempel
Hvad var jeres greb for at gøre fortællingen relevant her 60 år efter?
»Eventyr er tidløse, og dette er et eventyr om en mand, der risikerer alt for at bevise sin teori. Heyerdahl solgte jo ikke 50 millioner bøger, fordi folk var vildt optaget af migrationsteorier. Det var pga. eventyret og hans fortælleevne. Og så synes vi på en måde, man kan sige, at Kon-Tiki var verdens første realityshow. Der kom jo undervejs løbende avisbulletiner overalt i verden. New York Times fulgte dem hver uge. »They are still alive!«,stod der i avisen. Folk troede jo, de ville drukne«.
»Vi synes, det er ret fantastisk at have denne historie om en ekspedition på en lille tømmerflåde og så have en hovedperson, der ikke kan svømme og er vandskræk! Det blev vi faktisk meget inspirerede af. Vi kender det alle sammen. Man er bange for noget og standser derfor sig selv. Hvad enten det handler om at tage på en lang rejse eller tage telefonen. Men på trods af sit forhold til vandet blev Thor en eventyrer og et eksempel«.
En masse mænd på lidt plads
»Men appellen handler også om naturoplevelsen, og det var i høj grad den, vi følte for, da vi gik i gang. BBC har jo nogle fantastiske og fantastisk dyre naturprogrammer, og det var det niveau, vi sigtede efter. Imidlertid kan vi jo ikke vente på, at en hvalhaj skal komme forbi, så vi måtte stole på at kunne skabe en stor del af naturen som computeranimation bagefter. Der er mere end 500 effektbilleder i filmen, og det var nok det element i hele produktionen, som afstedkom de fleste søvnløse nætter. Vi havde været i gang i tre år og havde filmet og klippet, før vi begyndte at se de første dyr komme til live. Vi anede ikke, hvordan det ville komme til at se ud, så vi var meget nervøse«, indrømmer de to. Heldigvis så det fornemt ud.
Kon-Tiki sejlede for vind og vejr, men hvordan rigger man en spændingsmotor til, når det meste af spændingen består i, at der det meste af tiden ikke sker noget, mens man ligger ude på Stillehavet og venter på vejrgudernes gunst?
»Det er et kammerspil på en scene, der flyder ude i Stillehavet. Vi har ladet kærlighedshistorien mellem Thor og hans kone, Liv, være en ramme, der giver resten af fortællingen ladning. Thor har en masse ’bagage’ med om bord, og så er der jo kemien mellem disse meget forskellige mænd, som er trængt sammen på meget lille plads«.
Mænd snakkede ikke om følelser
I Heyerdahls egen dokumentarfilm var alt om bord fantastisk hele tiden. Sådan har det selvfølgelig ikke været, når seks mænd med vidt forskellig baggrund pludselig befinder sig alene midt ude på havet udsat for alverdens nervepirrende strabadser.
Man så ikke i hans film, at den faste kurs ud i uvisheden også sejlede ham væk fra et ægteskab, der forliste i kølvandet på den succesfulde ekspedition.
»Allerede da vi lavede ’Max Manus’, opdagede vi, at det var en generation, hvor man aldrig talte om følelser. Efterhånden som vi talte længere tid med de gamle modstandsmænd, opdagede vi jo en helt anden virkelighed. Under krigen havde de levet, som om hver dag var den sidste. Så vi vidste noget om, hvor stor forskel der dengang kunne være på virkeligheden og det billede, man præsenterede udadtil«.
For at få denne dynamik med i filmen om den voldsomt selvsikre og rethaveriske Thor Heyerdahl ophøjede de køleskabssælgeren Herman Watzinger til publikums repræsentant om bord.
Han er bange, og han stiller de forståelige spørgsmål til den skrøbelige flåde og det skrupskøre i det vovelige foretagende, som supermanden Heyerdahl vender det blinde øje til.
Nøgenhed om bord
En af filmens attraktioner for et kvindeligt publikum er de flotte unge mænd i bar overkrop, der bare bliver mere brune og trimmede, efterhånden som dagene i går.
I virkeligheden – altså ikke dokumentarfilmens virkelighed! – var Heyerdahl og hans mænd nøgne en stor del af tiden, fortæller de to nordmænd.
Men der havde næppe været nogen oscarnominering, hvis Kon-Tiki i den nye norske film havde været bemandet med bundløse søfarere. Uanset hvor flot Thor Heyerdahl i Pål Hagens skikkelse måtte være.
Stadig en leg
Hvad var det for en emotionel sandhed, I fandt i skildringen af jeres gamle barndomshelt?
»Heyerdahl havde jo megalomane træk. Han var egocentrisk og narcissistisk. Han havde hele pakken! Vi ville gerne vise, at prisen for succes ofte betales af andre. Af familien for eksempel. Thor Heyerdahl kom ikke på god fod med sine børn, før han var i 60’erne. Det, han lavede med Kon-Tiki, var jo faktisk på en måde en fantastisk reklamefilm. Han var god til at sælge sig selv. Vi følte os virkelig på bølgelængde med Thor, når det handlede om at kommunikere og om at turde vove pelsen. Og vi følte vandene skille, når det handlede om det egenrådige og om den ensomhed, der fulgte. Han havde nok fået et bedre liv, hvis han havde kunnet se, at han i Liv havde en virkelig sej kone«.
LÆS OGSÅ Kun kæmpesucces tæller for Kon-Tiki-film
Skal I så lave ’Ra’ bagefter?
Det uskyldige spørgsmål bliver besvaret med en affærdigende latter. Endnu en strabadserende vanvidsrejse til havs med kamerahold og høj søgang i finansieringsafdelingen er vist ikke lige, hvad Joachim Rønning og Espen Sandberg sukker efter lige nu. Men de vil fortsætte med at arbejde som par.
»Vi kender jo ikke nogen anden metode. Det var en leg, da vi lavede film som 10-årige, og på en måde føler vi stadigvæk, vi leger. Det er bare blevet lidt større legetøj«.
fortsæt med at læse
