Der hænger en duft af tang over Thor Heyerdahls navn, og man aner søanemoner og alskens fauna og flora i de omgivende vande, eksotiske organismer med fuldfede vokaler. Heyerdahl er væk nu. Han døde torsdag i sit hjem ved den italienske riviera, 87 år blev han. Man fristes til at sige: midt i sit livsværk. I hvert fald offentliggjorde den verdensberømte norske etnograf og opdagelsesrejsende i december, at han i en ny bog ville gøre rede for, hvem i alverden Odin er, at Odin var en historisk person, som ledte sit folk til Norden. Men tirsdag kunne den gamle mands søn fortælle, at faderen var bevidstløs, efter at lægerne havde stoppet hans kræftbehandling, og at Thor Heyerdahl næppe ville vågne op igen. For snart sagt os alle er Heyerdahls navn et pseudonym for eventyr og opdagelse. Selve den urfader, der gav liv og kraft til Troels Kløvedal, Ib Michael og alle lystskipperne. Det er umuligt at digte billedet af Heyerdahl ind i en sort-hvid, nordisk protestantisk ramme, i en Bergman- eller Ibsen-ikonografi, for Heyerdahl var lys og duftende, lettere forblæst og vejrbidt på den pitoreske måde, favnende snarere end afvisende. Polynesien, Påskeøen, Den Persiske Bugt. Heyerdahl blevfødt i Larvik og var fra ganske lille fast besluttet på at blive opdagelsesrejsende. Han lancerede hypotesen, at Polynesien var befolket fra Amerika og ikke fra Sydøstasien og byggede i 1947 tømmerflåden Kon Tiki for at foretage den rejse, der ville bevise, at han havde ret. Bogen, han skrev om rejsen, blev oversat til over 60 sprog, og hvor han end kom hen, satte han sig for at udvide kendskabet til stedet - og betænkeligt ofte fik han ret i sine tidlige antagelser. Om f.eks. at der på Påskeøen havde fundet tre kulturepoker sted og ikke én. Navnet Kon Tiki blev legendarisk i Heyerdahls egen tid og gav bl.a. navn til en københavnsk bar så sent som for et år siden. De sivbåde, han rejste rundt i Atlanterhavet med i 1969-70, hed Ra og Ra II, og de var af det stof, myterne i min og mange andres barndom var gjort af. Disse sørejser, med primitive fartøjer efter forhistoriske modeller, var eventyrlige og stærkt gavnlige for forskningen, men ude i de små hjem havde de en anden funktion, der var nok så væsentlig, nemlig at fodre os med drømme. Sandt nok gav de os en tendens til at romantisere unødigt, men en af grundene til at tilbede farvefjernsynet, da det kom frem, var mediets evne til at afbilde den Heyerdahlske virkelighed og dagligdag så akkurat, som det var teknologisk muligt. Vi andre var med fra sidelinjen, det var vi meget bevidste om - men vi var med. Man skulle tro,at alderen ville tage pippet fra Heyerdahl, men selv om der blev længere imellem manifestationerne, var de nok så spektakulære, når de kom. De norske historikere rystede også for en stor dels vedkommende på hovedet, da Heyerdahl i fjor lancerede ideen om Odin som en historisk konge. 'Jagten på Odin' ville Heyerdahl kalde sin bog, der skulle bygge på Heyerdahls arkæologiske udgravninger ved Det Azovske Hav i Rusland. Ifølge Thor Heyerdahl var Odin en azovsk konge, der blev drevet bort af romerne og slog sig ned i Sverige. Om vi nogensinde får fuld orientering om Heyerdahls teori og dens videnskabelige gangbarhed, er nu pludselig blevet tvivlsomt, og selv om det virker urimeligt, er det, som om den store mands livsværk alligevel, efter 87 år, blev afbrudt for tidligt. Der blæser en brise over De Syv Have. Thor Heyerdahl er væk, men elementerne mindes ham, og som nordisk samlingsfigur er han uerstattelig.