Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tæskeholdet. Den amerikanske forfatterinde Jennifer Egan er popsmart på den tunge måde i sin nye roman 'Tæskeholdet banker på'.
Foto: HENNY RAY ABRAMS/AP

Tæskeholdet. Den amerikanske forfatterinde Jennifer Egan er popsmart på den tunge måde i sin nye roman 'Tæskeholdet banker på'.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Amerikansk mesterværk er propfuld af ideer

Jennifer Egan viser i ’Tæskeholdet banker på’, hvordan man kan få tidsånden til at stige til vejrs.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Lige så irriterende det tidstypiske kan være, lige så inspirerende kan det være, hvis sigtekornet er indstillet, og stilen er skarp.

Begge dele er i den grad præcise i Jennifer Egans ’Tæskeholdet banker på’, og så sker det lille mirakel, at tidsånden svæver til vejrs og bliver til tidløs kvalitet.

For nu at starte med det tidstypiske først så minder Jennifer Egans stil og stof ikke så lidt om New Yorker-kollegaen Jonathan Lethems romaner ’Chronic City’ og rockromanen ’You Don’t Love Me Yet’, men Egans greb om musikken er på én gang mere spinkelt og velfungerende end Lethems.

Som Jonathan Safran Foers ’Ekstremt højt og utroligt tæt på’ har Egan inkorporeret grafiske elementer i sin måde at fortælle historien på. Hun gør det bare mere radikalt.

LÆS OGSÅ

Som David Mitchells ’Skyatlas’ er der tale om en roman opbygget af selvstændige fortællinger, der peger ind i fremtiden og som Jonathan Franzens ’Frihed’ er ’Tæskeholdet banker på’ et ambitiøst forsøg på at være på forkant med et Amerika i drastisk forvandling lige nu er her.

Langt mindre monumental end ’Frihed’, men mere frigjort og rent ud cool i sin episodiske fortællestil, der både oprigtigt og ironisk spiller op til tv-serierne.

Fastholder interessen
Så ’Tæskeholdet banker på’ er et værk, der tematisk og stilistisk i høj grad er viklet ind i sin tids, ja måske i virkeligheden primært sin bys, litterære strømning. Betyder det så, at Egans bog ikke er original eller selvstændig? Overhovedet ikke!

’Tæskeholdet banker på’ swinger på sin helt egen måde og formår at få mange svære kunstgreb til at se legende lette ud. Mest udfordrende er romanens grundstruktur. Den består i virkeligheden af en række indbyrdes forbundne noveller. En kollage af skæbnefortællinger, der springer frem og tilbage i tid og frit skifter mellem fortællervinkler.

Pladeselskabsmanden Bennie Salazar og hans ikke længere helt unge sekretær, kleptomanen Sasha, er de to centrale figurer. Dem følger man rapsodisk, mens andre figurer, der er i berøring med dem, måske kun får et enkelt kapitel eller to som forbipasserende hovedpersoner i romanens rampelys.

Jennifer Egan formår mildest talt at fastholde interessen for sine personer og deres skæbne. Man ærgrer sig, når man skal slippe Bennie og Sasha. Eller Ted, Dolly, Lulu, Jocelyn, Jules, Lou og Drew. Men straks det næste kapitel er i gang, følger man opslugt med i den nye historie, der i mange tilfælde kaster et overraskende indirekte lys på foregående fortællinger.

Eftersom der ikke just er tale om en murstensroman, sidder man til sidst tilbage med et smukt paradoks. Man ville gerne have hørt meget mere om hele holdet, men samtidig er man bare fuldt tilfredsstillet med romanens udfoldning, forløb og finale.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Øjenåbnende beskrivelse
At snart 50-årige Jennifer Egan er et ikke helt ungt barn af den postmoderne epoke, røber hun blandt andet med den flabede og meget stilsikre brug af fodnoter.

Ikke mindst, da man overraskende får lov til at læse det interview af celebrity-journalisten Jules Jones, som man allerede ved, endte med at bringe ham bag tremmer på Rikers Island.

Den ikke helt unge og psoriasisplagede journalist ender med at prøve at voldtage den unge ’blanke’ skuespillerinde Kitty Jackson, som han allernådigst har fået bevilget et frokostinterview med.

Kritikken af populærkulturen, af dens styring af medierne og af journalistens evne til at puste sit emne op med koketdesperat selvlede er sublim og munder ud i en øjenåbnende beskrivelse af celebritetskulturens ’kvantemekanik’: »ansigt til ansigt med Kitty Jackson bliver resten af os sammenfiltret af vores blotte bevidsthed om, at vi selv ikke er Kitty Jackson«.

Popsmart på den tunge måde

’Tæskeholdet banker på’ er propfuld af ideer, knivskarp kulturkritik og personer, der med så megen rod- og rastløshed burde være tegneserieagtige, men fremstår som lyslevende og gribende i al deres menneskelighed.

Mange af personerne er en slags uofficielle verdensmestre i dårlige beslutninger. Det er svært at leve livet. Punktum. Det meget diskrete science fiction-element er bare gradbøjninger af nutiden med skriftsprogets mutation til en slags munter sms-stenografi, dagbogen forvandlet til Mac powerpointpræsentation og landskabet reduceret til en ørken, dækket af mørkt summende solfangere, der også om natten fungerer for at suge energi fra månelysets sparsomme genskin fra solen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvilket sagtens kan ses som et billede på den måde, bogens personer forholder sig til hinanden. Der er snart sagt ikke en side, hvor der ikke sker noget livligt, tragikomisk, hjerteskærende og tankevækkende på den vakse måde. Det er underholdende, letlæst og lige ud ad en meget skæv og snørklet landevej, hvor tilværelsens fundne objekter ligger tilbage i vejkanten som sørgeligt skrammel.

Under det hele ligger det gode gamle eksistentielle spørgsmål. Hvad gjorde disse mennesker til det, de er blevet, og hvor vil det føre dem hen? Jennifer Egan kommer med et meget moderne bud. En forfatter, der uden videre kombinerer Iggy Pop med Marcel Proust, er popsmart på den tunge måde.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Folkemødet åbner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale. Winni Grosbøll Borgmester. 
Christian Falsnæs performenskunstner får publikum sat i gang.

    Du lytter til Politiken

    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!
    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!

    Henter…

    Kristian Madsen og Amalie Kestler udpeger ugens vigtigste politiske begivenheder. Om regeringsdannelse og om Toga Vinstue. Og møder de politikere, som ellers burde bruge tiden på at danne en regering. Samt en der gik, og en der kom.

  • Du lytter til Politiken

    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...
    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...

    Henter…

    I dag begynder fire dage med Folkemøde på Bornholm - uden den slags debatter, der normalt vækker de store følelser. På Folkemødet diskuterer man De Store Ting. Alt det, som det organiserede Danmark synes er væsentligt at snakke om. Men hvad er dét så?

  • 15.000 mennesker er ansat til at gennemse det indhold, som Facebook vil skåne sine brugere for – videoer af mord, henrettelser eller mishandling af børn. Men hvem er de mennesker, der hver dag renser ud i internettets allermørkeste sider? Politiken har fulgt to af dem. ​

Forsiden