0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En grusom historie

Marie Bregendahls 'En Dødsnat' er jysk ind til benet og uden en eneste falsk tone.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Marie Bregendahl. - Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Nej, nej, det kan da ikke være hende, bogens titel handler om: Anne Gram, den frodige, kærlige og dygtige mor til otte børn, højgravid med det niende.

Hun, som i bogens første afsnit breder armene ud om sin myldrende flok, der i lykkelig tryghed stimler sammen om hende.

Og den gamle kokkepige, klog' Sine, der går i stå midt på gulvet, ser på det skønne syn og siger »Gud bewår jer ålsammen«.

Men det gør han ikke, og det er næsten ikke til at bære. Anne Gram dør i barselseng samme nat ud på morgenen.

Hjerteskærende smukt
Marie Bregendahl har oplevet det: Hendes egen mor døde fra ni børn; i 1879, da Marie var 12 år og som den ældste måtte overtage ansvaret for husholdningen og de mindre søskende.

I romanen fortæller hun den grusomme historie fra børnehøjde med den 12-årige Lise som omdrejningspunkt, og det er hjerteskærende smukt.

Knapt fortalt, jysk ind til benet i sprog og reaktioner. Her siges ikke mere end nødvendigt, der er ikke en eneste falsk tone.

Lysende klare billeder
Marie Bregendahl blev født i Fly i nærheden af Skive, men flyttede til København, da hun i 1893 blev gift med forfatteren Jeppe Aakjær, og hun blev i storbyen, da ægteskabet blev opløst syv år senere.

'En Dødsnat' blev hendes litterære gennembrud, og nok er der mindelser om Aakjærs malende ord i sproget, men der er ingen svulstighed, og hendes billeder af livet på landet omkring forrige århundredskifte står lysende og klare.

Det suser i træerne og knager i de gamle huse, træskoene klaprer, og gryderne skramler, for selv i en dødsnat skal der mad på bordet, og det ved familiens gamle farmor. Sødsuppe med svesker og rosiner og varme vafler hører sig til ved en barsel, og hun går uanfægtet i gang med tilberedningen.

»Bedstemor, hvorfor er I ikke også ked af 'et?«, spørger et af børnene, mens jammeren stiger og falder blandt de mange kvinder omkring barselsengen. »Å! - Hæ-hæ! - når én har ti børn foran sig på kirkegården og har set både sin far og sin mor og sin mand - og da så mange andre - gå den vej, så har én ikke mere så nemt til vandet, bitte du. - Hæ-hæ!«, endte hun med et par hårde, spotske knist. Og så viskede hun sig om sin valne næse og rørte videre«.

Ingen antydning af håb
De mindste af børnene bliver lagt i seng, de store kryber sammen i farmoderens lille hus tæt ved gården og gennemlever en nat i håb og fortvivlelse. I begyndelsen leger de vilde lege, og de største taler oprørsk om alt det, man kan foretage sig, hvis moderen dør, og man selv kan bestemme, og så angrer de selvfølgelig, for sådan må man ikke tale.

»Hvad skal vi dog gøre, kan vi slet ingen ting gøre«, klager Lise. Hun prøver med et fadervor, men går i stå ved 'ske din vilje', og hun må gå ud i tørvehuset og være alene, før hun falder lidt til ro og kan trøste sine små søskende. Mens moderens skrig oppe fra gården bliver værre og værre at høre på. Til sidst er røsten »skorlende hæs og forskreget. Den lød som et stunget dyrs, når det næsten ikke kan holde ud at skrige for livet længere«.

Man kunne tro, at det næsten heller ikke var til at holde ud at læse en bog med så grum en handling til ende. Her gives ikke ved nogen døre, der er ingen smuk og sørgelig udgang, intet antydet håb for de otte børns videre skæbne, kun en sønderknust far, der tumler ud af rummet og farmoderen, der fortæller Lise, hvad der nu ventes af hende. Den gamle kvinde peger rundt på søskendeflokken:

»»Så mange er der, Lise«, sagde hun og så hende hårdt og fast ind i øjnene, »og du er den ældste. Går det nu ikke de andre, som det skal, bliver det dig, der bliver spurgt efter««.

Ildelugtende sokker
Jo, man læser til ende. For der er liv på spil, voldsomt og levende liv. Og også humor, tro det eller ej.

Lise kan ikke lade være med at grine, da potten under barselsstolen kommer til at trille ud på gulvet, og da der på et tidspunkt skal hentes friske lagner oppe i et rum i den vestre gavl, tilbyder Stine Høstkone sig, indtil hun kommer i tanke om, at hvis hun skal gå igennem den 'fine' ende af huset, må hun sætte sine træsko.

»Og hun var bange, at hendes hoser ikke lugtede rigtig godt, for hun havde jo slidt og svedt stærkt på rivningsageren hele eftermiddagen, forklarede hun til sin undskyldning«. Det tror man på.